Bilhistorisk Tidsskrift   Februar 1962   side  13

 
 

 

 
    Fra panelet holdtes en meget lang række taler, alle i meget gemytlig stil, så forsamlingen jublede.

     Borgmesteren fortalte om byens og borgernes forberedelser til at
modtage bilerne. En anden fortalte om Dutch Country og dets beboere.
Der var en beretning om Glidden-turene som de blev iværksat og gen-
nemført i årene lige efter århundredskiftet, den gang på dårlige veje
og med datidens nye biler, først langt senere på gode veje og med
 gamle biler.

     Biler snakkede man ikke om, hverken i taler eller ved bordpassiar.
Det var for mig fremmedartet.

     Banketten varede lige til midnat.-Det var en strålende aften,
som man aldrig glemmer.

     Men bilerne havde jeg stadig kun fået at se glimtvis og kun en
tilfældig, mindre del af dem.

     Jeg var nede i kælderen et kvarters tid for at se på vidunderne.
Men træt af indtryk udsatte jeg den systematiske gennemgang til næste
morgen.

     Om morgenen var folk - i alt fald mange af dem - begyndt at starte
og køre ud utroligt tidligt. Da jeg kom og kiggede og fotograferede,
ville den ene, den anden, den tredie hilse på mig, fortælle, invitere, -
og jeg måtte jo være selskabelig, da jeg var gæst. Derfor fik jeg hel-
ler ikke set videre til bilerne ved den lejlighed, og da jeg ikke kunne
huske de mange navne, drog jeg af sted. Jeg skulle faktisk skynde mig
meget. Først til Harrisburg, hvor jeg havde det andet hotelværelse og
min bagage, og derpå videre til New York, hvor jeg burde have været
fremme allerede om morgenen.

     En rutebil bragte mig de ca. 100 km til Harrisburg, denne gang ad
veje delvis langs smukke bjergrygge. Bussen kørte hurtigt og let, næ-
sten som en personvogn. Chaufføren genkendte mig fra dagen før, da han
havde sat mig af i Hershey, og han fortalte om alt det, vi så på turen.

     Endnu et par timer i Harrisburg, hvis Capitol - byen er Pennsylva-
nias hovedstad - er en meget imponerende pragtbygning, lignende Peters-
kirken i Rom.og slet ikke så forfærdelig meget mindre.

     Så kom "The Saint Louisian", ekspressen fra Saint Louis til New
York. Et tredobbelt diesellokomotiv og 13 lange vogne af rustfrit stål,
strålende i solen, airkonditionerede, rene, kørende så blødt som intet
dansk tog, hvilket delvis skyldtes, at man i Amerika aldrig har de to
skinnestrenges skinnesammenføjninger ud for hinanden som her i Europa.

     Det var første gang, jeg kørte med tog i U.S.A. Toget kørte hur-
tigt, men roligt og tyst; vinduerne kunne ikke lukkes op. Det var slet
ikke nogen spændende køretur, eftersom man ikke fik følelse af farten.

     Det gjorde man til gengæld i togene på New Yorks undergrundsbaner.
De kører nemlig med forrygende fart, og vognene er så gamle og elendige,
at man ikke ville tolerere dem på Københavns Boulevardbane. De var snav-
sede som intetsteds i Europa. Der var gennemtræk, og luften var meget hed,

Næste side