|
1954 Fiat Turbina. Også den anden Torinovirksomhed
Lancia's produkter findes i stort antal, Theta 1913, Kappa 1919,
Trikappa 1922, Lambda i flere serier, Dilambda, førkrigstidens Aprilia og halvtredsernes væddeløbsvogne. Alfa Romeo, Maserati og
Ferrari ses i væddeløbsudgaver i den specielle væddeløbsafdeling.
Af de udgåede italienske mærker ses pragtfulde eksemplarer fra
Isotto-Fraschini, O.M., Itala-bilen, der vandt løbet Peking-Paris
1907, fremvises — S.P.A. og flere herhjemme ukendte italienske
mærker.
Af franske frembringelser kan nævnes De Dion &
Bouton, Bugatti type 35 og baby-bilen Bugattina, Citroën C5CV og 11CV,
Renault 1899 og 1910, Peugeot 1894 og 1905 og Hispano Suiza model K6
1935.
England og USA er trods deres store produktion kun
repræsenteret ved enkelte eksemplarer, Pope 1907, Rolls Royce 40/50
HP 1910, White dampbil 1905. Austin Seven, 1924, Jaguar D 1954 — og
så naturligvis Ford T. I øvrigt viser en særlig
udstilling Henry Fords liv og karriere i tekst og billeder. Verdens
største bilproducent General Motors er ikke repræsenteret i
Torino-museet, — der findes en Opel 5/12 HP 1912, men den kan ikke
regnes for et GM-produkt, idet GM og Opel først sammensluttedes i
1929. Af store amerikanere fra vor tid ses kun en enkelt, Packard
Super Eight 1937 Cabriolet.
Af tyske produkter ses et par Benz-køretøjer fra
omkring århundredskiftet, Mercedes Roadster 540K 1936 og Mercedes RW
196 1954.
At man fortrinsvis ser nationale mærker hænger
vel sammen med, at Italien er —og altid har været — „selvforsynende",
hvad automobiler angår, og da museets
|
|
modeller for langt den største dels vedkommende er
skænket af fabriker og privatpersoner, bliver samlingerne domineret
af „italienere".
Selv om de fleste køretøjer er omgærdet af de
sædvanlige museumstove, så man ikke kan beskue dem fra alle vinkler,
er museet absolut et besøg værd. Dog må man være forberedt på at
blive sat på porten i middagsstunden, for til enthusiaster forslår
de to timer, formiddagsåbningstiden varer, ikke meget.
I Milano og Münchens tekniske museer findes også
biler. I Milano er der kun enkelte, bl. a. en meget gammel Oldsmobile,
årgang 1910 vil jeg mene, og så naturligvis Ford T. I Deutsches
Museum i München, der siges at være verdens største, sås
køretøjer, der nærmest er hestevogne forsynet med motor, af
automobiler Austro Daimler, Horch og Mercedes — og Ford T. Man
fristes til at tro, at der næppe findes et eneste automobil- eller
teknisk museum, der ikke ejer en Tin Lizzie.
Jeg vil stærkt anbefale Münchens Deutsches
Museum. Der findes det ældste og det nyeste inden for teknik
ogvidenskab, glimrende opstillet og illustreret.
P. E. Hansen,
Læserbrev
„De fleste automobiler, som skrives
for for hurtig kørsel, har i de fleste tilfælde kørt hurtigere end
tilladt, men en del har overholdt den tilladte hastighed og bliver
alligevel idømt en bøde. Til andre tider bliver de ikke skrevet,
skønt der kunne være langt større grund. I de fleste tilfælde er
det fordi betjentene ikke har begreb om at bedømme hastigheden i de
forskellige
|
