Bilhistorisk Tidsskrift    Nr. 6  December 1965     side 6 & 7

 

 

 
 

Konkurrencemomenterne på turene har været spørgekonkurrencer og manøvreprøver. På dette punkt er det vor tanke at udbygge manøvreprøverne, som naturligvis må foregå på private eller afspærrede enemærker. Endvidere mener vi, at godt restaurerings arbejde bør belønnes.
   Sandsynligvis har mange medlemmer en idé om et eller andet morsomt konkurrence moment, som let kunne indlægges i en udflugt. Til disse er kun at sige: kom frem med dem.
   Til turene har vi set en række velplejede køretøjer, som utvivlsomt har givet restaureringsimpulser til en og anden. Kontakter er blevet knyttet ud over de, som består mellem medlemmer fra henholdsvis Københavns- og Jyllandsmøderne, og dette er værdifuldt for klubbens trivsel. Derfor synes vi vort arbejde med turene har tjent et formål, og givet os lyst til at fortsætte.
                                  
P. E. Hansen.
    Kontingentet

Sammen med dette nummer udsendes en giroblanket til indbetaling af kontingentet for 1966. Det er fastsat så lavt som 35 kr. Vi skulle gerne ind på at have hele kontingentregnskabet overstået noget hurtigere end hidtil og sætter derfor en frist for indbetalingen: Den skal ske inden udgangen af januar. Det har tidligere været sådan, at de sidste efternølere måtte rykkes langt hen på efteråret. Når det så viste sig, at nogle af dem slet ikke betalte og måtte slettes af medlemslisten, havde disse formastelige altså nydt godt af medlemskabet (blad, møder, udflugter) i et år uden at betale. Derfor: Overhold venligst fristen. Så bliver der også en mulighed for i begyndelsen af 1966 at få udarbejdet og forhåbentlig 

 

mangfoldiggjort en medlemsliste. Problemet mødested for de københavnske/ sjællandske medlemmer blev som mange vil vide overraskende og glædeligt løst ved at Flemming Perlt tilbød at stille Storvaskeriets kantine i Gladsaxe til rådighed. Når dette blad udkommer, har vi allerede holdt to møder der, og der er almindelig enighed om, at forholdene er særdeles velegnede, med ugenert parkeringsplads og rummelig kantine. Der er grund til at gentage den tak til Flemming Perlt, der allerede har lydt af formandens mund. De kommende møder på adressen Sydmarken 27 i Gladsaxe holdes kl. 19,30:
   tirsdag den 7. december
   onsdag den 19. januar
   torsdag den 17. februar
   tirsdag den 22. marts
   onsdag den 20. april
   tirsdag den 17. maj
   og torsdag den 16. juni.
   De jyske møder holdes fremdeles den første tirsdag i hver måned klokken 20, skiftevis på Motel LaTour, Randersvej i Århus, de ulige måneder, og i Palækonditoriet i Horsens de lige måneder. Førstkommende gang 7. december i Horsens.

    SPILDT MÆLK
   Græd ikke over spildt mælk,
   det var værre, hvis det var whisky
   — men nu var det desværre veteranbiler. 
   Hvad blev der af de mange biler, der var averteret til salg i vores blad i klubbens første år? Enkelte fandt en ejer —men alt for mange blev hugget op. Nu da klubben har eksisteret en halv snes år, synes jeg, at et tilbageblik kan være på sin plads, selv om det kan forekomme lidt

 
 bittert. Yngre medlemmer må prøve at forstå, at penge var noget andet dengang end de er i dag, og at en enkelt bil var nok til at stille sin ejer tilfreds.

Den omtalte Pierce-Arrou, stod hos huggeren i Randers så sent som 1962.

Jeg husker en Steyr touring ca. 1914 fra Skanderborg med 9 – skriver ni – fremad~ gear og trådhjul og i hæderlig stand. Ingen ville give de forlangte vistnok 600 kr. for den, og desværre solgte den gamle mand den uden varsel til ophugning for 300 kr. Ophuggerne betalte meget mere for en vogn, end de gør i dag. Århus brandvæsens 1922 Stoewer 4-pers. touring blev solgt til Næstved, hvor den kort efter blev ophugget. En 1929 Pierce Arrow 2-pers., som tilhørte en Århus-læge, var til salg for 750 kr. Der var nogen utilfredshed med vognens forlygter, som ikke var indbygget i skærmen i den rigtige Pierce Arrow stil. Dens kuffert lever endnu. En 1924 Sunbeam 14/40 HP 2-pers. fra Gu ved Ålborg var efter sigende for ringe at 

 

restaurere – det ville den ikke have været i dag. En 1929 Peerless 2-pers. coupe fra Holstebro var nu dyr, der blev forlangt et par tusinde Det var en 8-cyl, med trådhjul. En 1931 Brennabor fra Hedensted til 1100 kr. – Brennabor var jo en kedelig vogn! En 8-cyl. Rickenbacker, 2-pers. med Top-Hat køleremblem og to svinghjul var til salg i Hobro, årgang ca. 1925. Den havde oprindelig været en touring – men nu var den hinsides reparation på grund af den formastelige bagdel. En Metz fra Haderslev havde et Ford T bagtøj, den var da helt håbløs – hvor skulle man finde et originalt bagtøj til så sjælden en fugl. En 1933 Mercedes, 4-pers. cabriolet, hvid med sorte trådhjul gik her i Århus – men en dag var den pludselig borte. Et medlem her i Århus kørte rundt i en temmelig medtaget NAG Protos 4-dørs touring fra 1929. Et eller andet må have skuffet ham, for han slagtede vognen og meldte sig ud af klubben. En 1930 Maybach cabriolet gik til Amerika, da ingen ville betale de forlangte 3.000 kr. I Odder stod en 2-pers. Lincoln, lige hovedrepareret og ca. 1930, i fin-fin stand. Den kunne ikke indbringe sølle 1800 kr. og blev derfor hugget op. Den var for dyr at køre med. Medlemmer fra Århus så på en 2-pers. Rugby, den var for ringe. En 7-pers. Reo sedan med artillerihjul fra 1929 var for tung og en Studebaker Rockve med trådhjul var for uinteressant og Essex, Oldsmobile og Oakland var der for mange af endnu. Almindelige amerikanske biler var ikke rigtigt noget. Så var de europæiske bedre. Citroën var der mange af, men de var for langsomme. Renault var der også, men de var jo egentlig ikke kønne.
   Ak ja, det her var kun nogle svipsere fra Jylland! Gavner det noget at rode op i alt det? Måske ikke – og dog. Denne gang er det tredvernes biler, det gælder.
                             Ry Andersen.