|
KAN ALLE SE MIG?
Hvor ofte sker det ikke, at man ved færger, tankstationer,
parkeringspladser eller lignende bliver antastet af nysgerrige, for det meste velmenende mennesker,
der vil have alt muligt at vide om ens gamle bil. –Man kan ligefrem på lang afstand se, at nu
kommer der én til. – Nu og da bliver man vel træt af det og ærgrer sig over, at man ikke blot kan
stikke en brochure ud over rælingen, så folk kan læse om vognen uden at man selv behøver at åbne
munden. – Men – ærligt bjæffet – i reglen står man ud, og kort efter er man i gang med at
forklare alt muligt – og efter at have solet sig i passende beundring, kører man videre og siger
til sig selv: »Det er fanemig en dejlig vogn«. – En af de små daglige triumfer ved at have en
gammel bil.
Man kører videre med et lille smil spillende i mundvigen, og man har det egentlig rigtig
rart med sig selv.
Jeg har, som sikkert de fleste andre i samme situation, aldrig tænkt nærmere over denne
tingenes tilstand – nok været klar over, at gu' overdrev man lidt – enten ved sagte eller usagte
ting – men i og for sig aldrig fæstnet sig nærmere ved det. –
Men forleden dag tog jeg mig i det. –Jeg holdt og ventede ved færgen i Knudshoved, og
en nydelig ældre herre og en langt yngre og ikke mindre nydelig kone kom hen og sludrede. – Jeg
besvarede spørgsmål, jeg fortalte – vi grinede og beundrede og kom med anekdoter, indtil tiden kom
til at køre ombord. – Jeg gik op i restaurationen i godt humør og med det lille smil i mundvigen,
bestilte et par stykker med rejer og var egentlig rigtig tilfreds med hele verden. – Jeg tænkte
ikke videre over hændelsen – herregud, det skete jo så tit – før jeg lidt efter på motorvejen
blev |
|
overhalet af de pæne mennesker, der vinkede og smilede til mig –
jeg var jo, barsk som jeg kørte der i helt åben vogn i november måned iført pels og
motorhandsker. – Men så tog jeg mig som sagt i det. – Jeg havde vel heller ikke denne gang
spekuleret nærmere over tingenes tilstand, hvis det ikke netop havde været nogle ualmindelig
nydelige mennesker med sådan et rart ærligt udtryk. – Jeg kom til at tænke: –»hvad var det
egentlig, jeg havde fortalt dem?«
»Hvor stor er maskinen?« havde de spurgt 4½ liter", havde jeg sagt. – Gu er den
jo ej – den er ikke mere end lige godt fire liter. – »Hvor mange heste?« – jae – det vidste
jeg ikke rigtigt, for roadsterne var altid lidt kraftigere end standardmodellerne – anden
karburator, højere kompression m. v. – men sådan vel omkring 90 heste – og det sagt på en så
selvudslettende måde, at man godt kunne forstå, at det var jo nok nærmere de hundrede. – –
Løgn og latin – der er højst 80 heste, og så er det endda ikke sikkert, at de alle sammen, takket
være almindelig sløsen med eftersyn, er hjemme.
»Hvor stærkt kan vognen gå?« havde de pæne mennesker spurgt. – Jae – se
march hastigheden er sådan der mellem 90 og 110 km i timen – og tophastigheden – ja, se den havde
jeg faktisk aldrig prøvet – men 130 havde jeg da haft den oppe på, og mon ikke tophastigheden
måtte ligge omkring de 140. – – Løgn og forbistret sludder. Vognens marchhastighed er højst 90
km i timen – og det højeste jeg på plan vej og i vindstille kan drive farten op på, er 110 km i
timen. – Indrømmet, jeg har nu og da haft tromlen til at vise i betænkelig nærhed af de 130 –
men det har kun |
|
|
været med meget stærk rygvind og nedad meget lange stejle bakker.
Opad samme bakker kan farten meget vel gå ned til både 70 og 60 km i timen, mens jeg foroverbøjet
og sammenbidt sidder og håber, at ingen lægger mærke til det.
»Jamen, hvad havde vognen så stået i i almindelige menneskepenge?« havde de rare
mennesker spurgt. — Jeg havde rømmet mig, sparket lidt til et bagdæk, set spekulativt op mod
himlen med dybe rynker i panden og sagt, at vel sådan der omkring 10.000 kroner vel måtte være
højden —men havde skyndt mig at tilføje, at det jo kun er prisen på en fem år gammel folkevogn.
— Småpenge, ikke? havde mit minespil sagt — småpenge, ganske vel anbragt. — — Passende
imponeret havde de pæne mennesker sagt: Og nu kan den vel ikke købes for det dobbelte?« — Jeg
havde ikke sådan direkte svaret, men ved udpenslet mimik ladet dem forstå, at det dobbelte vel
måtte anses for at være sådan der lige i underkanten. — — |
|
Løgn og pløre — jeg ved jo godt, at vognen kostede mig 3000 i
indkøb og yderligere mindst 7000, før den var ført igennem syn — hvorefter køleren viste sig at
være utæt, og topstykket revnede for tredje gang — og ny køler og køb af reservedelsvogn for at
få det ny topstykke plus forskellige andre små og store ting kom til at koste mig ca. 2000 kroner
til. — 12000 kroner må vist være minimum, og så ved ingen bedre end jeg, at det så barske
landevejsskidt takket være årstidens modbydelige føre, skjuler et utal af små og store
skønhedsfejl i form af rust på krom og bagsmæk, og en lakering, der efterhånden lader meget
tilbage at ønske, mest af alt på grund af dårlig pasning, samt mange andre større og mindre ting
— ting, som i hvert fald ville få mig til at anslå en ganske anden tone, hvis et af
veteranbilklubbens medlemmer havde været til stede, mens jeg blærede mig. — Og med hensyn til,
hvad vognen er værd i dag, så er det vist et meget åbent spørgsmål. Som den i |
|
|