(fortsat fra s. 17).
Jeg blev faktisk helt glad — det var jo slet ikke så svært, det der med ærligheden.
Solen var nu brudt helt frem, og næsten uden at tænke over det, begyndte jeg at pille
sidestykkerne af. »Ja, det er ved at blive helt fint vejr«, sagde tankpasseren. »Ja, det er det
faktisk«, sagde jeg — og begyndte at slå kalechen ned. — Jeg tog pelsen på, betalte og kørte
ud i trafikken. Det blæste faktisk en hel del, men jeg tænkte ikke over, hvor koldt det var —havde
besvær nok med det enormt tunge styretøj og en vanskelig gearkasse i den begyndende myldretrafik.
— En halv time senere var jeg nået frem til mit bestemmelsessted i den indre by. — Jeg fik med
besvær parkeret og stod ud og strakte mig. Klappede så vognen — go vogn — fanemig en go vogn —
aldrig noget vrøvl med dig —sådan da. — Jeg skuttede mig lidt i blæsten, tørrede mig om næsen
og rullede overtrækket på plads hen over sæderne. Skruede
|
|
så kølerthermometret af og ligeledes blærefiguren foran
vindspejlet — gav vognen et sidste klap — og gik hen og ringede på hos min elskelige tante.
Hun lukkede op — tog et kig på min forfrosne fremtoning og udbrød: »Men Claus — du
er da heller ikke rigtig klog, at køre i åben vogn på denne årstid — du får gigt af
det en skønne dag, om ikke lungbetændelse. Har du virkelig kørt i åben vogn hele vejen ?«
Jeg gav hende et mandigt knus, svarede ikke og gik ind i hendes varme, hyggelige
stue — med et lille smil i den ene mundvig.
Claus Ahlefeldt.
Rubjerg, jan. 66.
RILEY KESTREL
1935, 4-dørs alu.karos., solskinstag, trådhjul, 1 1½ l 4 cyl. Wilson
preselector gear.
Algren,
F. F. Ulriksgade 21 st., Kbh. Ø.
|