under to liter. Der var dog enkelte populære vogne på halvanden
liter, og så var der de helt utilregnelige småtterier, cyclecars.
Men Herbert Austin gjorde vovestykket og fik succes. Hans Seven var trods den ringe
størrelse en rigtig bil. Den havde tilmed noget andet for England usædvanligt: firehjulsbremser
(omend ret symbolske), noget der først flere år efter blev standard på Rolls-Royce.
Motoren var firecylindret, med kun to hovedlejer. Sideventilet, stempler af en
aluminiumslegering, tør enkeltpladekobling, oprindelig ingen, senere mekanisk benzin pumpe. 3 gear,
senere 4. Styring med snekke og snekkehjul. Næsten V-formet chassis, kvarteliptiske fjedre bagtil,
tværliggende halveleptisk fortil, med friktionsstøddæmpere. Vægten var for den første åbne model
under 400 kg og motorens ydelse 10½ bremsehestekraft ved 2.500 omdrejninger. Det gav en tophastighed
på 80 kmt. Men da hele konstruktionen var uhyre robust trods den tilsyneladende spinkle
dimensionering varede det ikke længe, før Austin Seven blev udsat for allehaande
tuningsbestræbelser, og den fandt sig i det hele og udrettede det utrolige på væddeløbsbanerne.
Austin fremstillede senere selv sportsmodellen Nippy og racermodellen Ulster.
Standardmodellens ydelse blev gradvist forøget, så den til sidst, da der var
fremstillet over en kvart million eksemplarer, var 17 bremsehestekræfter.
Den store succes gav sig også det udslag, at Austin Seven blev licensfremstillet i
Tyskland af Dixie — senere BMW — i USA af American Bantam, i Frankrig af Rosengast (endnu efter
anden verdenskrig) og i Japan af Datsun — onde tunger påstår uden at der blev betalt licens. |
|
Trods sine særheder: sårbar bagaksel, forhjul, der skraber på ved
fuldt udslag, koblingspedal med en gang på kun godt 2 cm med mere var og er Austin Seven en både
charmerende og ydedygtig vogn, og for sin tid billig i drift.
Hans Lisager Sørensen i Frederiksværk har i eftersommeren fremført sin
færdig-restaurerede trio af Austin Seven-vogne og høstet beundrende blikke. De tre vogne, en sedan
1932, en roadster 1933 og en tourer 1930 er den omtrentlige opfyldelse af en drøm, der opstod
allerede da Hans Sørensen var dreng og i en sygdomsperiode læste en biblioteksbog om en Austin
Sevens eventyrlige bedrifter i Sydafrika. (Er der forresten nogen, der kan lede Hans Sørensen på
sporet af denne bog igen?)
Hans Sørensens første gamle vogne — Chevrolet 26 og Morris Minor — var kun
erhvervet i mangel af Austin Seven. Så snart det blev muligt at købe den første Seven, blev de
andre mærker overladt til folk, der kunne affinde sig med dem.
Erhvervelsen af de tre vogne var resultatet af årelang venten. Den lukkede tilhørte en
far til et barn i Hans Sørensens mors børnehave. Børnehaven ligger på toppen af en meget stejl
bakke, og en dag trillede vognen førerløs ned ad bakken, til den nåede en lysstander. Heldigvis var
der kofanger på dette eksemplar — det er luksusudstyr. Kofangeren bukkede ind til et par millimeter
fra håndsvinget. Håndsvinget er fastsiddende i en Austin Seven og anbringes i en ganske bestemt
vinkel under kørslen.
Men med tiden fik Hans Sørensen denne vogn i hus, først var den tænkt som reservedele,
men det viste den sig at være alt for god til.
Der er forøvrigt det pudsige ved sedanen, at den kun vil tilhøre folk, der |