| |
|
Højrestyring
Forleden søndag bragte den berlingske morgenavis et læserbrev fra
vort medlem Mouritz Rasmussen i Skårup om højrestyring. Blandt andet som påskud for at bringe et
godt fotografi af Mouritz Rasmussens Singer (den berlingske tegner vidste åbenbart ikke, hvordan
sådan en ser ud) citerer vi brevet her. Oplysningen om Bugattien må interessere Dennis Hebsgård.
Mouritz Rasmussens Singer.
Da Gorm den Gamle i sin tid indførte højrekørslen her i
fædrelandet, satte han sig til højre på bukken og indførte samtidig højrestyring. Hvorfor?
Han fandt det sikkert mest naturligt at have udsigt til det højre forhjul. Efter et tusind
års forløb har dette altid været anset for det rigtige. I 1915 kørte jeg en Bugatti. Den var
højrestyret, som de fleste biler dengang. Jeg ombyttede den efter et års kørsel med en amerikansk
Empire. Den var venstrestyret og føltes helt akavet, så det tog mig en del tid, før jeg blev dus
med dette system.
Jeg kører i dag en Singer (Sport 1935, Le Mans Nine) og holder på at føre den
tilbage til højrestyring, som den er født med. Hvorfor? Ved højrestyring kan man kontrollere sit
højre forhjul, som efter min mening er det vigtigste punkt på bilen. |
|
Det tillader mig at holde så nær vejrabatten som muligt, så langt
borte fra den modgående færdsel som påkrævet og kan således afværge de farlige momenter i dag
ved automobilkørslen.
Ved venstre styring er man tilbøjelig til at følge midterstregen på vejen og beregne
større margin til rabatten, da man er uden kontrol med sit højre forhjul.
Ved højrestyring stiger man altid ud til fortovssiden og slipper for at åbne døren til den
kørende trafik.
Ved venstrestyring sidder begge førere i skudlinien ved en eventuel påkørsel, med
højrestyring er de fjernet mindst 2 meter fra hinanden, hvad der har sin betydning.
Det vigtigste styringspunkt er rattet, derfor mest naturligt og sikkert at styre med højre
hånd. De sekundære gearskifte og håndbremsen sker derfor med den venstre.
Jørn Jacobsens Singer er højrestyret.
Dog vil jeg gerne gøre en undtagelse, såfremt føreren er
kejthåndet, dog repræsenterer disse jo kun de ca. 5 %, så hvorfor skal andre førere underkaste sig
dette. Det er sikkert en kejthåndet amerikaner, der har opfundet venstrestyringen.
I år indfører Sverige højrestyring, og med nedsat fart klarer de nok problemet. Ligeledes
har de jo den goodwill at have en hel del højrestyrede biler, og det skal |
|
|
|
blive interessant at se, om svenskerne går over til venstrestyrede
vogne for fremtiden.
Efter at have haft kørekort i 50 år med 33 år i udlandet, uden at have været i klammeri med
myndighederne, selv om det til tider kan have set sort ud, holder jeg på, at man må have haft en
engel ved sin side.
MOURITZ RASMUSSEN
På mc til Paris
Motorismens pionertid varede længere end som
så — om det vidner et af de rejsebreve, tegneren, journalisten og den passionerede motorsportsmand Kai
Otting skrev til sin avis, Berlingske Tidende, i april 1925:
Kør over Liineburger Heide, der er chaussébrolagt på en strækning af ca. 120 |
|
km, glimrende vej. Der kan du få brug for dine mange hestekræfter.
Det var det sidste gode råd jeg fik, inden min start til Paris.
Nu efter at det er overstået, ville jeg ønske jeg kunne sende min gode rådgiver ned
over Lüneburger Heide. Det ville være en passende straf. Brolægningen er som man kunne tænke sig
Nyboder ville blive efter et lettere jordskælv.
For at begynde med begyndelsen. I Sønderborg, den skønne by, købte jeg et smukt dansk
silkeflag og heftede det på min maskine for at kunne tone flag i det fremmede.
Fra Hamborg havde jeg lagt min rute over den så kendte Limeburger Heide gennem Verden,
Minden, Bielefeld til Ruhrdistriktet. Straks efter at jeg havde passeret Harburg begyndte mine kvaler.
Vejene var i en frygtelig forfatning. Jeg regnede med, at det var de sædvanlige
forstads-forhold, der her gjorde sig gældende. — Men nej ! — Selv da jeg kom ud på fri vej blev
det værre og værre.
De 115 km fra Hamborg til Verden står for mig som noget af det værste man kan byde sin
vogn og sin maskine. Vejen, som her går over den øde, tomme, tundralignende hede, er velsagtens på
grund af den bløde underbund stenbrolagt.
Men ikke med firkantede sten, nej —store runde, uformelige rullesten, der frembyder en
vejbane som et miniature-klippelandskab. Huller og sænkninger er så store og lange, at selv min
forholdsmæssig store Harley ganske forsvandt i disse farlige grave. Flere gange troede jeg
hele stellet skulle falde sammen under den hårde medfart.
På cykelstien kørte de få tyske motorcyklister, jeg mødte, med deres små maskiner.
Men da jeg selv skulle prøve, viste det sig |
| |
