Bilhistorisk Tidsskrift    1967 nr.  12     side  6 & 7

  

 

Trafikhistorisk Museum

   Åbningen af Trafikhistorisk Museum på Pedershvile i Nordsjælland den 23. marts var tilsmilet af solen — et par kilometer længere nordpå sneede og haglede det samtidig.
   Når man så sent som en uges tid før havde været på lokaliteterne og set hvor meget der trods alt var igen, kunne man kun blive forbløffet over på åbningsdagen at se det fuldt færdige museum. Ja, det var endda så udmærket alt sammen, at man efter den første rundgang allerede glædede sig til at se de påtænkte udvidelser gennemtørt.
   Det udstillede bilmateriale var måske nok delvis bekendt, men jo kun for den særligt interesserede — for det brede publikum, der forhåbentlig strømmer til i stort tal, vil det

 

hele formentlig være lige nyt og spændende alt sammen.
   Men også for DVK-medlemmer er der nok at se på. De færreste har tidligere haft lejlighed til at se Graaes konge-Cadillac og Bachs åbne Studebaker 1920 med de smukke trådhjul.
   Ved åbningen udstilledes i øvrigt som hovedstamme Børge Kås og Kaj Bachs egen vognpark, suppleret med fra DVK medlemskredsen så fine vogne som to Bugattier, Fiat 501, Peugeot Quadrillette 1922, og fra bilimportører og andre Renault 1908, kompressor-Mercedes 1926, Citroen Kløverblad, Morris Bullnose og en ikke før set pragtfuld Vauxhall 1922.
   I trængslen ind mellem bilerne sås et utal af fine motorcykler og et forbløffende

 

sortiment af pragtfulde cykler. Og på væggene til overflod fine kølere, horn og lygter. Hestetrukne brandsprøjter stod i række udenfor.
   Der var åbningstaler af Bach, K. 0. B. Jørgensen og B. Mackeprang, før prinsesse Birgitte af Bourbon-Parma foretog den officielle indvielse, og fra alle sider blev der lykønsket og tilsagt støtte.

 

   Mackeprang nævnte, at det egentlig var DVK, der burde have skabt sådan et museum, men man ved jo, hvor mange modstridende meninger, der er i en klub, og derfor skal der initiativrige enkeltpersoner til for at få sat noget i gang.
   DVK-medlemmer har gratis adgang til Trafikhistorisk Museum mod forevisning af gyldigt medlemskort.
or.

Cyclonetten er et hovednummer. Foran Anglo Dane motorcyklen og en gammel cykel.

   P. E. Hansen anbefaler ud fra egen erfaring vognmand Markussen i Vejle, telefon 7060, der på Hanomag Matador fejeblad med ophalerspil transporterer biler overalt i landet. Pris 50 øre pr. kørte kilometer fra Vejle. Vognmanden kombinerer gerne med egne returlæs, så det bliver billigere.

   B. Mackeprang beder om, at hans (og klubbens) telefon først benyttes om  aftenen efter klokken 19.

 

   Klubbens kobberjubilæum, - 12½ år - fejrede jyderne med middagsmøde i maj, det var, ifølge redaktionens udsendte medarbejder, hyggeligt og vellykket. Formanden og Hovgård holdt taler, B. Mackeprang viste sine lysbilleder fra sidste års danske deltagelse i Brighton løbet og der var mere at spise end nogen kunne få ned.

   Det rygtes at Mejer Larsen i Taulov har fået flere nyheder i garagen. Det hører vi gerne mere om.