|
bilindustrien overhovedet ikke regnede med nogen
personvognsproduktion fra de tidligere fabrikanter af luksusvogne som Bugatti, Delage, Delahaye,
Talbot etc.
I håb om dog at komme i gang før eller senere konstruerede Lago en ny model, „Lago
Record". Motoren var 4.5-liter, 6- cylindret med topventiler i halvkugleformede
forbrændingskamre, men i modsætning til førkrigstidens Lago SS var der nu to knastaksler anbragt
højt i blokken, der betjente ventilerne ved hjælp af korte stødstænger å la Rileg og Lea-Francis.
Motoren udviklede 160 hk, hvilket gjorde den til den kraftigste motor i de første efter-krigsår.
Wilsongearkassen blev stadig anvendt, ligesom forhjulsaffjedringen også stadig var uafhængig, men nu
ved hjælp af skruefjedre. I disse tider, hvor der tales så meget om sikkerhed i bilerne, og der
blandt andet i USA er stillet krav om, at der skal være to bremsekredsløb, således at ikke en
utæthed i det hydrauliske system skal få al bremseevne til at forsvinde, er det værd at bemærke,
at „Lago Record" var forsynet med et system, hvorefter fod-bremsepedalen aktiverede
bremsekablerne |
|
til håndbremsen, såfremt det hydrauliske system svigtede.
I juni 1946 fik Talbot endelig en tilladelse til at bygge 125 „Lago Record" på
den betingelse, at de skulle eksporteres. Som sædvanlig viste Talbot i kataloget nogle karosserityper
bygget af fabrikken selv nemlig en cabriolet, en 2-dørs og en 4-dørs sedan, men et vist antal
chassiser blev forsynet med specialkarosserier fra Antem, Pourtout, Franag, Saoutchik, Gratier etc.
Lago Record programmet blev senere udvidet med en Grand Sport model på et kortere
chassis og med tre karburatorer i stedet for to. Motoren i Grand Sport udviklede 190 hk, hvilket
skulle give en topfart på 200 kmt.
I de år efter krigen, hvor de internationale bestemmelser for Grand Prix væddeløb
tillod deltagelse af vogne enten med 1.5-liter kompressormotorer eller 4.5-liter motorer uden
kompressor, deltog Talbot med en vogn i stor udstrækning bygget af komponenter fra Grand Sport
modellen. De forholdsvis tunge og langsomme Talbot vogne kunne naturligvis ikke i topfart |
Talbot Baby 4 Ytres 1938.
|
|
og acceleration hamle op med kompressor-vognene, herunder særlig
den berømte Alfa Romeo type 158, og heller ikke senere med Ferraris 4.5-liter V12, men Talbot vandt
dog en række, løb, idet benzinforbruget var meget mindre, og de kunne derfor køre
igennem uden at skulle tanke op. Med de samme vogne, blot forsynet med skærme, deltog Talbot i
sportsvognsløb, og vandt bl. a. Le Mans i 1950.
Da det imidlertid var ganske tydeligt, at markedet for store luksus- og sportsvogne var
stærkt svindende i Frankrig på grund af de franske skatteregler, hvorefter skattevæsenet som en
hjælp imod skattesnyderiet havde ret til at ansætte
1946 Talbot Lago Record cabriolet med fabrikskarosseri.
indkomsten efter de ydre kendetegn på indtægt såsom størrelsen
af bil og hus, antal af elskerinder etc., præsenterede Talbot på salonen i oktober 1949 en ny mindre
model ved siden af Lago Retorden. Modellen hed Lago-Baby 15 og var forsynet med en 4-cylindret motor
på 2.7-1iter, der udviklede 120 hk.
Et par bemærkninger i forbindelse med de forskellige navne, hvorunder produkterne fra
fabrikken i Suresnes blev solgt, er måske her på sin plads. Før krigen hed fabrikken Automobiles
Talbot, og i Frankrig blev vognene solgt under Talbot navnet. |
|
På visse eksportmarkeder hed de, for at undgå forveksling med den
engelske vogn, Talbot Darracq. Lago navnet blev før krigen hovedsagelig kun anvendt i forbindelse med
typebetegnelserne på de særlige sportsmodeller.
Efter krigen hed fabrikken i en årrække Automobiles Talbot-Darracq S. A. for derefter
pludselig igen at hedde Automobiles Talbot. På selve bilerne blev navnet Darracq ikke, såvidt jeg
ved, anvendt efter krigen, men navnlig til en række eksportmarkeder blev de direkte kaldt Lago,
medens ordet Lago i Frankrig indgik i typebetegnelsen på alle modellerne.
Trods introduktionen af Lago-Baby modellen blev situationen stadig mere kritisk, og i
1951 måtte man standse betalingerne. Det lykkedes dog at rekonstruere firmaet, og i 1952 blev alle
Talbors egne karosserier fornyet, idet man gik over til pontonkarosserier. Samme år optrådte der
både en Baby Normale og en Baby Luxe model. Den første havde Wilson gearkasse og forhjulsaffjedring
ved hjælp af en tværliggende bladfjeder, medens luxe modellen havde skruefjedre og Cotal gearkasse.
Hvad der dog var mere bemærkelsesværdigt, var at man øjensynlig havde fået gravet nogle af de
gamle 6-cylindrede 2696 cc motorer frem, idet luxe modellen blev tilbudt med denne motor.
Forvirringen i modelprogrammet var dog ikke slut hermed, idet man allerede næste år
tilbød en anden 6-cylindret motor med boring og slaglængde 88 x 73,8, hvad der var helt nyt. Hvor
denne motor egentlig stammede fra, vides ikke, og den blev kun tilbudt i 1953.
Sideløbende hermed var 4.5-liter modederne stadig på programmet. Der var nu tre
modeller: den almindelige Lago Record med 170 hk, Lago Record Sport på lidt kortere chassis med
210-215 hk og endelig på et helt kort chassis Grand Sport |
| |