Bilhistorisk Tidsskrift    1968 nr.  15     side  22 & 23

  

 

og ind blandt publikum med et par besvimelser til følge – to hundrede meter fra det sted, det var sprunget af. Men stor sikkerhed bragte Campbell vognen til standsning. Den stakkels dreng blev bragt på hospitalet, hvor han døde om natten. Campbell var utrøstelig og græd som et barn, fortalte Dynesen. Politiet plomberede „Bluebird", og da Campbell om søndagen deltog i løbene, var det som passager hos sin mekaniker Cameron i Itala'en.
   Men tilbage til søndagens løb. Under vældig larm og med fygende sand startede de fire vogne med få sekunders mellemrum på den 2 km lange bane. Nr. 47 ,Landevejens Aeroplan" kom flere gange til at svare til sit navn, idet den efter tilskuernes udsagn ofte var op til en alen oppe, når den passerede ujævnheder i sandet. ,,Det var nødvendigt at holde godt fast på rattet" sagde Dynesen, „gennemsnitsfarten blev målt til 203 kmt, og ved målet var den 225. Jeg passerede først svenskeren, så englænderen og tilsidst tyskeren. Tyskeren var iøvrigt noget sur, men Campbell kom hen og gav mig hånden – han var en sportsmand og en gentleman".
   Således vandt Dynesen „Nationernes Kamp" og dermed løbets fornemste sølvpokal – synd at han ikke kom til at måle sig med Sunbeam'en. Bladet „Auto" behandlede hans sejr meget køligt – ingen tider blev angivet for dette sidste løb – og grunden må vel søges deri, at man fandt det klogest at gå stille med dørene, ellers blev der måske intet Fanø-løb næste år.
   Det blev der alligevel ikke, 1924 blev det 6. og sidste Fanøløb. Men for Dynesen blev hjemturen et sandt triumftog, og mange byer havde rejst æresporte for ham.
   Nogle år havde Dynesen raceren stående, så solgte han til en mand ved navn Råkær,
som igen solgte den til en produkthandler Einar Skov for 600 kr. 

Dynesen fortalte mig, at vognen stod i en lille skov i nærheden af Hurup i Vendsyssel, og forfatteren tog straks derop – det var omkring 1954 – men kom to år for sent. Den var blevet slagtet i Lemvig, og der var ikke levnet en stump af den. 
                                                    Ry Andersen.
 

Ved restaurering af ældre biler ser man ofte det elektriske system flikket sammen mere eller mindre „för tilfället", enten det så skyldes manglende viden om elektriske kredsløb eller det skyldes dovenskab. Det er nemlig med det elektriske, som det er med alt andet på den gamle: Hvis det ikke er lavet rigtigt fra starten bliver det ikke lavet, før det går virkeligt i stykker. Og det kan indtil da være årsag til adskillige eder og forbandelser fra den stolte ejer af det genstridige køretøj samt hovedrysten og medlidende blikke fra venner og bekendte, som i forvejen har svært ved at forstå, at man gider beskæftige sig med sådan noget gammelt skidt. De fleste vil naturligt nok søge at bevare så meget som muligt af originale dele på den gamle bil, der står for restaurering. Men lad os se i øjnene: Det kan næsten aldrig betale sig at forsøge at bibeholde det originale ledningsnet på grund af faren for mørnet isolation. Man må jo huske, at da bilen blev bygget, havde man ikke andre praktisk anvendelige isolationsmaterialer til kabler end gummi og lærred, og disse materialer mister deres smidighed, efterhånden som de ældes.
                                   Fortsættes s. 24

 

Begrebet stationcar har været kendt i mange år, hvornår karosserityper er opstået vides ikke, men tidlige Ford T'er ses med station-karosseri. Konstruktionspraksis i tyverne og trediverne var som bekendt et chassis udformet som en ramme af svære U-profiler, på et sådant chassis kunne man anbringe et karosseri uden at tage hensyn til bærende elementer i karosseriet. Undervognen kunne være fælles for alle karosserityper, helt de samme betingelser har man ikke ved konstruktion af nutidens automobiler, hvor også karosseriets øverste del indgår i den bærende konstruktion.
   Ford A produceredes i fire år, fra nr. 1 løb af båndet den 20. oktober 1927 til nr. 4.489.340 sluttede serien i marts 1932. Mekanisk blev der kun ændret lidt ved de fire årgange, men i det ydre ændredes der væsentlig ved 1930 modellen. Blandt de mange karosserier, man byggede på chassiet, var et stationwagon-karosseri, der blev fremstillet af specialkarosserifirmaerne

 

Briggs og Murrav. Stationwagon blev solgt i et forholdsvis ringe antal, derfor lod Ford Motor Company af økonomiske og driftplanmæssige grunde underleverandører om fabrikationen.
   På en bundramme af træ byggede man side- og tagkonstruktion fremtrædende som rammer af birketræ. Den nederste del af rammekonstruktionen blev lukket med vandfast krydsfiner, den øverste del forblev åben. Taget var ligeledes krydsfiner beklædt med tagstof som datidens lukkede sedaner. De fire døre var hængslet med gennemgående pianohængsler, lukketøjet var ligesom sedanernes. Karosseriet var meget rummeligt, de indvendige mål var cirka: længde 240 cm, excl. torpedo, bredde 115 cm og højde 125 cm. Forsædet var gennemgående bænksæde, bag dette var to enkelte vippesæder, og bag vippesæderne igen et bænksæde der kunne fjernes. Der var siddeplads til 8 personer. Når det bageste sæde blev fjernet, havde man enorm