Fra og med næste nummer af Bilhistorisk Tidsskrift er det tanken
hver gang at bringe et helsidesbillede af en særlig karakteristisk og/eller velrestaureret
medlemsvogn. Forslag modtages gerne, fra såvel ejere som andre. Det gælder naturligvis også
motorcykler.
Der er i Sverige tolv kendte veteranbil-klubber, Automobilhistoriska
Klubben og Motorhistoriska Sällskapet havde indbudt til en rundbordskonference om
veteranbil-spørgsmål den 17. februar i Stockholm, og der kom repræsentanter for otte af klubberne.
Vi kan byde velkommen til to ny medlemmer i Viborg, begge
medbringende interessante gamle motorcykler: Evald Henneberg med Wanderer 1915 (ca.) og Chr. Nørgård
Jacobsen med BSA 1924-26.
Godt en snes medlemsvogne deltog i et optog i København lørdag den
2. marts i anledning af biludstillingen. i Forum. Ved den lejlighed blev det afsløret, at Kjeld
Schouboe har købt Tønnes Pedersens færdigrestaurede Austin Seven 1931.
Karsten Wedel har givet sin Whippet cabriolet selskab af en Austin
10 1935.
Den lukkede Ford T 1922, som tilhørte vort afdøde medlem,
autoophugger Ravnskjær i Slagelse, er blevet eksporteret til Sverige. Det skal dog siges, at den
først blev annonceret grundigt til salg herhjemme, uden at der viste sig nogen som ville betale den
pris, der blev forlangt.
Vognen er den endørs med oval bagrude. Svenskerne kalder typen „den
flyvende prædikestol". Som bekendt var Ravnskjærs et fint eksemplar. |
|
Det engelske tilbehørsfirme Les Leston har sendt en varmebestandig
maling på spraydåse på markedet, i farverne rød, hvid, sort, gul og sølv. Den kan tåle
temperaturer godt og vel op til det punkt, da jern begynder at gløde — så den skulle være
velegnet til fx. udstødningssystemer. I den sammenhæng vil vi minde om det udmærkede råd, som vist
nok Graae gav i bladet for nogle år siden: At behandle udstødningsmanifolden med gammeldags
kakkelovnssværte.
I den københavnske trafik kan man møde et nyt DVK-medlem, Fred
Scholer, i en meget fin Ford A touring 1929. Scholer har også en af de efterhånden sjældne Fiat 500
af førkrigsmodel.
Per Marcus Pedersen i Ålborg har nu 2 stk. Austin 12/6 — en 1932
og en 1933.
Siden sidst er bestanden af Austin Sevens i klubben blevet forøget
med tre-fire stykker, hvoraf to åbne — de to sidstnævnte i ny medlemmers besiddelse. Den ene, som
ejes af Søren Thisted, er hvad Hans Sørensen i Frederiksværk kalder en Extra Speciel — det vil
sige at det er et ombygget, sportsvognslignende køretøj. Kørende og indregistreret. Den anden, som
tilhører Søren Skovlund Hansen, er totalt adskilt, og det vil efterhånden vise sig, hvad der kan
blive ud af stumperne.
|