Bilhistorisk Tidsskrift    1968 nr.  16     side  18 & 19

  

 

Mellem bilerne, der holder opmarcheret foran skovridergården, anes Retz Johansens Morris 8, Kornerups Mercedes-Benz 230, A. M. Nielsens Ford A 2-dørs touring, Knud E. Pedersens Ford T, A. Rasmussens Ford 32 og med siden til Bessermanns Hugmobile.

Gjern turen

Som kompensation for det noget hendøende antal DVK-løb øst for Storebælt, havde man i år i Jylland arrangeret et nyt omkring Gjern. Arrangeret på nogenlunde samme grundlag som tidligere jyske løb med Jonne Vagn Jensen som hovedarrangør. Ud fra et journalistisk synspunkt ville forandring have frydet, så man ikke endnu en gang var nødsaget til at repetere sin kritik af de forsamlingshusagtige lokaleforhold under middagen og den efterfølgende aftenhygge. Ellers er det småt med kritik. Alt klappede som sædvanlig, og et par uheld satte kun kolorit på arrangementet — synes vi, der var med til dem, da. Det kan være, Vagn Jensen ikke deler vor begejstring.

 

Få km før Gjern — i Låsby — advarede en klirrende lyd under motorhjælmen os om kommende problemer. Vognen blev trillet ind til siden lige bag Stilling Jeppesens Chevrolet, der holdt med tændingsbesvær. En ventilatorpropel på vej ud gennem køleren blev behørigt sikret, så vi med nogenlunde ro i sindet kunne køre løbet igennem og komme til København igen.
   Samme uheld forsinkede os desværre så meget, at Lourings museum kun hastigt blev gennemløbet. Dog fornemmedes, at vi her har fået et museum, der ikke udelukkende er anlagt på kommerciel basis. For en enthusiast er det en teknisk lækkerbidsken, ikke alene p. gr. a. de fær-

 

digrestaurerede eksemplarer, men også p. gr. a. de endnu rå vogne, der er opstaldet i magasinet, og som er tilgængelige for publikum. Det giver et udmærket billede af det niveau, Louring starter sin restaurering fra, og det kæmpearbejde, der lægges i hver enkelt vogn. Se det før Deres nabo!
   Selve løbet var arrangeret som Juelsminde-løbene, d. v. s. der kørtes efter en instruktion, men denne gang skulle turen køres med en gennemsnitshastighed, med andre ord konkurrencemomentet var indflettet som et underholdende incitament. Det viste sig desværre at være heldigt forudset, for regnen silede ned fra start til mål og ødelagde i høj grad nydelsen af det særegne landskab omkring Silkeborg-søerne. Længden af løbet var 40 km, så der var stor mulighed for at krydse rundt

 

i terrænet. Herved returnerede man et par gange ad tidligere benyttede veje og mødte andre deltagere. Det er et godt indslag i arrangementet, da vi jo sjældent selv er tilskuere til løbene og derved ikke får mulighed for at nyde synet af vore gamle biler på vejene.
   Ved målet var der arrangeret en bakkeprøve (det var barskt at komme i gang på den smattede vej). Når man kører en større amerikansk sedan, bliver rønnebærrene let sure ved slige konkurrencer. Mod små hurtigt accelererende vogne har man ikke en jordisk chance. I England er dette problem forlænget et overstået stadium, så det kunne være at løbsreferater i engelske blade kunne give gode ideer.
   Efter bakkeprøven serveredes kaffe hos skovrider E. Christiansen. Endnu en gang må det dårlige vejr beklages. Skovrideren

Niels Petersens Overland 1924 havde fået kaleche på.