Bilhistorisk Tidsskrift    1969 nr.  19     side  6 & 7

  

 

at fortælle om i forhold til tidligere indsendte oplysninger er det naturligvis også vigtigt at vi får det at vide. Skriv til bladets adresse, den står på side 2.

Gave fra DOMI

DOMI har på foranledning af vort medlem Kurt Skipper foræret DVK et antal eksemplarer af Billedbogen om Morris, en fornem lille bog, der med tekst af Lex Gravesteyn og et utal af fotografier fortæller Morris' og M. G.'s historie. Bogen vil i nær fremtid blive tilsendt samtlige de DVK-medlemmer, der har indbetalt kontingentet for 1969.

Vognmærker

Det har været nødvendigt at forhøje prisen for vognmærker til 40 kroner pr. stk. Bestilling gøres hos Bent Mackeprang. Husk at opgive om bagpladen skal være messing, forniklet eller forkromet.
   Vi kan i øvrigt afsløre, at der arbejdes med planer om et knaphulsemblem — noget, der tidligere har været ønsker fremme om.

Løbskalender

Nu foreligger den fuldstændige løbskalender for 1969. Der er et nyt arrangement, idet E. F. Jacobsen synes det kunne være rart at se de gamle køretøjer på sin hjemegn og har påtaget sig at ordne et løb til Ringkøbing. Der har været stor forhåndsinteresse for sagen, så der er udsigt til at det bliver en succes.

 

Rally Århus var sidste år særdeles vellykket, takket være KDAK-Sport og overbetjent Arhøjs præcise tilrettelæggelse, og det bliver efter alt at dømme gentaget i år.
   Himmelbjergløbet gennemføres også på Arhøjs initiativ, skønt Ford Motor Co. ikke mere vil støtte økonomisk. Det betyder at deltagerne i dette specielle Ford T løb nu selv skal betale for fortæringen, men det er jo på den anden side også skik ved de øvrige danske veteranbilløb, så det afskrækker forhåbentlig ingen.
   Pedershvileløbet er blevet en fasttømret tradition. I år køres det for femte gang, og Erik Stagsted har sendt indbydelser til en lang række klubber i udlandet. Måske udvikler det sig til det internationale løb, en del af DVK's medlemmer så gerne ser på dansk jord.
   Den samlede løbskalender kommer derefter til at se sådan ud:
   Gjern 10. maj, Skagenløb 15.-17. maj, Himmelbjerget 1. juni, Fredericia 7. juni, Egeskov 28. juni, Ringkøbing 26. juli, Juelsminde 23. august, Pedershvile 30. august, Rally Århus 6. september.
   Det er et tætpakket program og der er nogle datoer, som ligger temmelig nær på hinanden, så der ligefrem kan opstå konkurrence mellem de forskellige løb.
   Skagenløbet går i år fra Skagen til København. Det arrangeres som bekendt af Danmarks Veteran Motorcykel Klub.
   Oplysninger om Himmelbjergløbet og Rally Århus får hos overpolitibetjent K. Arhøj, Neptunvej 7, 8000 Århus C, tel. (06) 14 24 39.
   Oplysninger om udenlandske veteranbil-løb formidles stadig gennem Flemming Sørensen, som interesserede kan henvende sig til. Det er Strandbakken 20, 2791 Dragør, tel. (01) 53 23 40. 

 
 Ungarsk museum

I Budapest findes der et bil- og motor-cykelmuseum, der drives på privat basis af brødrene Haris. Der er også en statssamling, men den bygger ligeledes på brødrene Haris' materiale.
   Brødrene Haris har koncentreret sig om ungarsk fremstillede køretøjer. Der er Aurore biler af årgangene 1898 og 1900 og ungarske motorcykler fra 1893, 1894 og 1899. Endvidere er der specialsamlinger af tændrør, magneter og lygter, og endelig over 70 modeller i målestok 1:5, udført af brødrene Haris selv. Museet har udgivet en serie tændstikæsker med billeder af modellerne.
   Oplysningerne om det ungarske museum stammer fra en brevveksling mellem brødrene Haris og Bent Mackeprang.

Mere Wanderer

Dateringen af Wanderer motorcyklerne er som det fremgik af artiklen i sidste nummer vanskelig. Skjold P. oplyser, at hans 4HK, der er afbildet på side 21, må være fra 1912, idet hans mor kan huske at hans far købte den hos Lystrup i Slagelse samme dag som hun nedkom med cyklens nuværende ejer, Skjold P. Der er for øvrigt siden sidst dukket yderligere to Wanderer motorcykler op i Jylland —og en bil fra før første verdenskrig.

 Adresseplader

På et bestyrelsesmøde 29. januar blev det vedtaget at bevilge Adressograph plader med en anslået startudgift på 640 kro-

  rier og ca. 150 kroner om året til ny medlemmer og adresseforandringer. Adresserne er hidtil blevet skrevet på maskine på selvklæbende etiketter, som derpå er blevet sat på kuverterne til Bilhistorisk Tidsskrift. (Det var hurtigere end at skrive direkte på kuverterne, fordi etiketterne er på løbende bånd). Med det ny system vil det også være nemmere at adressere eventuelle udsendelser mellem bladene.

Kopi-service

Den ny service med kopiering af instruktionsbøger etc. er ved at komme i gang. Kopieringen udføres betydeligt bedre og billigere end de professionelle anstalter. Prisen er 50 øre pr. A4 side, hvilket som regel svarer til 25 øre pr. side i de gængse formater instruktionsbøger. Vi har adgang til et ret stort antal instruktionsbøger og anden litteratur, og det vi ikke har efterlyses her i bladet, i håb om, at det skulle findes hos medlemmer, der er villige til at udlåne det til kopiering for at hjælpe en klubkammerat. Der er ingen risiko for at originalen bliver beskadiget, men for at være på den sikre side kan man indsende den i anbefalet brev. I så fald vil den blive returneret på tilsvarende måde.
   I øjeblikket mangler vi følgende, som vi meget gerne modtager til låns til kopiering: Instruktionsbøger og anden litteratur om:
   Willys Knight 70A 1926-27, Dodge DC 1930 (8-cyl.), Erskine 1927, Vauxhall VX 3½ liter 1932, Citroën 5HP (C og C.3), Citroën B.12, Citroën B.14, Renault Monasix RY2 1929-30, Opel 4120 1928, Rovin, BSA G30-15 1930.