Bilhistorisk Tidsskrift    1969 nr.  19     side  14 & 15

  

 

nen fik guldmedalje. Denne vogn var dog så primitiv, at akslen fra motoren til friktionsgearet lå ovenpå vognbunden. I 1901 indbyggede Ludwig Maurer gearet i en Maurer-Union vogn, og dette udløste en bølge af „efter-opfindelser" og kopieringer.
   Teknisk Museum hævder, at den såkaldte „St. Kongensgadevogn" har tilhørt Ole Olsen, generaldirektør for Nordisk Film. Ole Olsen skriver i sin bog ,Filmens Eventyr og mit eget" om vognen: „Det andet år jeg havde Malmø Tivoliet — i 1899 — fik jeg lavet det sidste ny: en automobil, der blev bygget sammen (læg mærke til ordet bygget sammen, forf.) af Christiansen i Store Kongensgade." Lidt senere: „Men dengang var man meget betaget over det nye vidunder, skønt man ærligt talt oftere lå under vognen, end man sad i den." Og længere nede ad siden: „Automobilen, der havde kædetræk, var bestemt til at køre rundt om forlystelsespladsens plæne med børn, (et charabanc karrosseri havde nok været at foretrække til børn, forf.) men af og til tog vi den selv med på en tur. Af disse udflugter husker jeg bedst en fra Malmø til Helsingborg, der ialt varede to døgn. Største delen af turen gik med at ligge og rode under vognen, vi måtte overnatte i Landskrona, og først seksogtredive timer efter starten nåede vi Helsingborg. Behøver jeg at fortælle, at bilen og vi selv foretog tilbageturen pr. tog?" Herefter fortæller han, at i efteråret 1901 blev alt inventaret fra Malmø Tivoli solgt ved auktion. Var bilen Tivoli-inventar eller var den en brugsvogn, dens brug som bil havde dog vist sig tvivlsom! I bogen findes et billede af Ole Olsen stående ved siden af en Olds med trådhjul og styrestang. Under billedet står der: „I 1900 fik jeg min første bil på Malmø Tivoli.

 

 Dette er nr. 2, anskaffet i 1903 i København — —". Vognen blev altså bestilt i 1899 og leveret i 1900, hvilket daterer Ole Olsens bil, hvad det så end har været, til 1900.
   Tekniska Museet i Stockholm har en af Christiansens første vogne af typen med de mange kæder. Det er en tre-hjulet vis-a-vis med Kelecom motor og af den type, der var udstillet i Industriforeningen i 1902 og magen til den, frk. Simberg købte.
   Om denne vogn skriver Knud Larsen: „Vognen kostede 1400 kr. og den vejede 200 kg. Den havde tre hjul, to forhjul uden skærme og et baghjul med skærm. Motoren sad frit mellem forhjulene uden anden køling end den frie luft og udsat for vejens snavs. Den var 1-cyl. og havde 2½ hk. Regulering af lufttilførsel i karburatoren kunne ske ved, at man stod af vognen og gik hen foran og drejede på nogle små håndtag. Lygterne havde stearinlys; baglygte brugtes ikke lige så lidt som nummerplade og kørekort. Tudehornet havde en gummibold og sad på det vandrette rat. Motoren startedes med et massivt aftageligt jernhåndtag, som man satte ind i siden på vognen. Starten foregik under et buldrende spektakel, og når motoren var startet, koblede man den til med en lang stang. Koblingsdelene var af stål og greb hårdt ind i hinanden, så vognen for frem med et pludseligt spring. Der var to gear frem, men intet bakgear. Hastigheden var angivet til 30 km — men var i virkeligheden kun ca. 23 km, og den gjorde så megen støj, at folk vendte sig om i flere hundrede alens afstand, for at se hvad det var. Under sædet tæt ved koblingsstangen fandtes en hovedafbryder, som blot bestod af en metalprop, som man trak op. Det håndtag, som sad lige

 

under rattet, regulerede hastigheden ved at regulere tændingen. Der var kun én bremse, en fodbremse, og den virkede meget slet; men vi fik fra fabrikken sagt, at hvis bremsen ikke virkede tilfredsstillende, skulle vi stå af og tage lidt grus eller sand fra vejen og drysse det ind i bremsen.
   Vognen var meget upålidelig, idet den ofte slet ikke kunne startes og tit gik i stå på landevejen. Så måtte vi skubbe den hjem, da der jo ikke fantdtes autohjælp dengang.

 

 Forsædet var beregnet til to personer, og under det var der et rum til værktøj og bagage. Bagsædet var beregnet til føreren og var for bredt til én person, men for smalt til to. I rummet under bagsædet fandtes benzinbeholderen. (Vi måtte en søndag købe benzin på apoteket i Køge). Tændingen i motoren foregik ved nogle tørelementer og en lille induktions-
(fortsættes side 24). 

Trehjuleren i Stockholm gik, i gamle dage i Malmö, men ingen ved, hvem den første ejer var. Ratstyringen er original, skærmene sat på senere.