Bilhistorisk Tidsskrift    1969 nr.  21     side  24 & 25

  

 

såkaldte concours d'élégances, gerne i forbindelse med en bilsalon, og de var konkurrencer, i hvilke publikum afgjorde hvilke karrosserier der udgjorde den mest flatterende baggrund for smukke damer i selskabstøj. Det siger sig selv, at det kun var de dyre luksusbiler med specialkarrosserier fra de mest berømte karrosserifabrikker, der stillede op til bedømmelse.
   Da vor hobby formodentlig er bedst tjent med den mere tekniske og restaureringsmæssige side af sagen, selv om ,moderne damer" kan være yderst charmerende, har der hidtil blandt dommerne været enighed om at bedømme efter følgende seks punkter.
1.  Alment indtryk:
     Giver køretøjet et „færdigt" indtryk? 
      Passer de valgte farver til vognen?
     Er besætningen hensigtsmæssigt påklædt ?
2.  Rengøring:
    Vognens interiør, motorrum, undervogn, 
     skærme og hjul undersøges.
3.  Karrosseri:
     Er karrosseriet helt (også indtræk) ?
      Er eventuelle reparationer godt udført?
4.  Chassis:
     Er chassiset helt, hvordan går motoren?
      Er eventuelle reparationer godt udført?

 

5.  Lakering:
    Håndværksmæssig udførelse?
6. Originalitet:
    Det undersøges evt. v.h.a. opslagsbøger 
     hvorvidt køretøjet og påmonteret ekstra
    udstyr er originalt eller for udstyrs 
    vedkommende fra tiden.
Nogle vil måske også medtage en bedømmelse af køretøjets sikkerhedsmæssige stand, men vi har hidtil afstået herfra, med den begrundelse, at enten er køretøjet i orden eller også kan det ikke deltage.
   Til de forskellige punkter bør måske knyttes nogle kommentarer. Det er selvfølgelig ikke dommerens opgave at give en vogn en dårlig bedømmelse fordi han synes at en blå vogn er pænere end en grøn eller omvendt. Bedømmelsen tilsigter mulighed for at frasortere uhyrlighederne (eks. 1930 Ford A, citrongul karrosse, køkkenblå skærme og røde hjul). Ligeså lidt skal han afgøre om jakkesæt er bedre end skjorteærmer. Med den omsiggribende tendens til at klæde sig ud som var det karneval man skulle deltage i, skal han også her sortere uhyrlighederne fra (eks. høj hat, skødefrakke og kunstigt skæg i en åben touring fra 1930). Når der i en indbydelse til rally står tidstypisk automobil-

Den uoverskuelige betydning af velrestaurerede trinbrædder anskueliggøres her med Remarks Packard 1929 og Ry Andersens Lancia Lambda,

 

beklædning eller normalt dagligtøj, kan man godt forlange at deltagerne gør sig den ulejlighed at undersøge hvilken påklædning der er tidstypisk for netop deres køretøj, hvis de endelig vil klæde sig ud.
   Rengøringen af køretøjet er et af de punkter de aller fleste forsynder sig imod. Man har ofte på fornemmelsen at folk ikke tror at dommerne er i stand til at bøje sig ned og se undervognen eller indersiden af motorhjelmen. Naturligvis vil ingen kunne forlange at en bil, der har tilbagelagt flere hundrede kilometer, måske i dårligt vejr, for at komme til start, skal være så ren, at man kan slikke på den uden at kunne smage bil. Det er imidlertid meget let at afgøre om snavset er gammelt eller nyt. Endvidere bør man bedømme bilernes rengøring efter rallyet, da alle derfor har været igennem samme køretur med deraf følgende tilsmudsning.
   Det må være helt klart at til en gennemført restaurering hører også en istandsættelse af motoren, således at den i hvert fald kan gå i tomgang uden mislyde. Det er forbløffende mange, der forsynder sig herimod.
   Endelig er der det mest ømtålelige punkt om originaliteten. En mængde mennesker har tilsyneladende den opfattelse at blankt messingtøj er sagen. Det kan også være

 

kønt, men i mange tilfælde harmonerer det slet ikke med vognens årgang. En FIAT 501 ser f. eks. pæn ud med blankpudset messingkøler, men den er bare ikke original. I FIAT's kataloger er den altid vist med malet eller forniklet kølerkappe. Når vognen efter restaurering fremtræder som vist i kataloger og på billeder fra tiden, kan man først tillade sig at kalde den original, i hvert fald udvendigt. Det skal lige bemærkes at man selvfølgelig ikke giver strafpoint for udstyr som lovgivningen foreskriver skal forefindes. Sådant udstyr kan imidlertid monteres mere eller mindre diskret, og dets bedømmelse kommer ind under det almene indtryk.
   Det ville være dejligt om disse betragtninger kunne få endnu flere medlemmers øjne op for, hvad der er det essentielle ved en ,concours" som vi gerne vil afholde den. I hvert fald er der billige point at hente ved en grundig rengøring af bilen inden man stiller op til bedømmelse.       Flemming Sørensen.

   Til Flemming Sørensens betragtninger føjer Bent Mackeprang: Trinbrædderne er ofte et ømt punkt, da mange forsynder sig ved restaureringen af disse og springer over, hvor gærdet er lavest uden at sætte sig ind i, hvorledes det originale har set ud.

Billederne på siderne 20 til 23 jorestiller:
Side 20: Niels Meyers netop færdigrestaurerede kønne Opel 1.8 liters cabriolet 1931. Erik Koux' Bugatti 37 racer fra 1926 foran E. F. Jacobsens Chrysler Imperial 1931 og Scott-Moncrieffs Lancia 1934 ved siden af en norskejet Ford T 1922 — det er velgørende at se en sort kølerkappe. Side 21: Nordmanden Einar Lunds Lancia Lambda Series 5, Hindsgavl Madsens Fiat 509 og Th. Larsens Citroën 10 HP Sports Torpedo, meget fint restaureret, men vi kunne godt unde den lidt fornikling, de rette grydelågshjul og det udvendige horn, der var standard på denne model, som blev fremstillet 1921-23. Side 22: Ølholm Jørgensens Nash 1926 side om side med H. K. Christensens Overland Whippet 1928. Derunder løbets mest fotograferede vogn, en tyskejet Alfa Praga 1922 af czekoslovakisk herkomst. Side 23: Den morsomme Hanomag ,Kommissbrot" Kleinwagen blev fremstillet fra 1924 til 28 og havde en motor på 499 ccm. Møde mellem Peter Mogensens Austin Seven 1934 og Kaj Bachs Rolls-Royce 20/25 1933. Og nederst Knud Markers sjove Austin Seven racer.