må forresten have haft det hedt på turen i sin mørke jaket.
Ret unødvendigt synes det, for selv i de tossede tyvere trillede man ikke rundt i den mundering. Og
de medfølgende damer så meget bedre og sikkert også mere tidstypiske ud i den lårkorte mode. Laier
og Mejer Larsen sås i deres henholdsvis åbne og lukkede Chevrolet 1927, mens Henning Fast kom i en
noget ramponeret 1931 touring. Ældste deltagende vogn var Carl Jensens Ford T 1919, og når
Fuglsbjergs De Soto er nævnt er ingen amerikanske vognmærker forbigået.
De europæiske mærker var som sædvanlig i undertal. Foruden de to BMW'er var der M.
Rasmussens Singer le Mans og Peter Jørgensens Vauxhall 1939. Jeg må med skam at melde tilstå, at
det tog lang tid, før det gik op for mig, at den deltagende Opel Kaptajn fra Thisted ikke var en
tilløbende efterkrigsvogn, men en 1939 model af avanceret design. Et lifligt pust var de tre
deltagende motorcykler. Henrik Houmøllers restaurerede Super X 1927, Arhøjs imponerende
Harley-Davidson 1930 med sidevogn og Arthur Andersens Matchlers 1933. Eneste københavnske deltager
var P. Lykkeberg i sin Ford A roadster.
Efter at have beundret vognene, hilst på gamle bekendte og drukket Jacobsens
velkomstflaske, startede selve løbet fra værftet i Ringkøbing. Løbets første halvdel skulle
køres med en gennemsnitshastighed på 40 kmt på grusveje). Det lyder ikke exceptionelt, men i
betragtning af vejenes krogede og bakkede karakter, var det lidt af et job at indhente tabt tid. Det
er første gang jeg mindes, at hastigheden var afpasset efter vognstørrelse og vejenes art. Man var
ikke nødt til at køre rundt i et latterligt paradetempo. Når dertil lægges, at min |
|
chauffør (jeg siger ikke hvem) har for vane at købe is, benzin m.
m. indtil flere gange undervejs tilbagelagdes de 40-50 km i et afsindigt tempo. Jeg ser endnu høns og
små børn flagre forvildet til side ned i grøfterne. Mon ikke de fleste deltagere er enige om, at de
vestjyske landskaber passer særdeles godt til veteranbilarrangementer. Der er tilpas langt mellem
bebyggelse til, at man i lang tid kan trille uforstyrret rundt. Desuden er vejene knap så befærdede
og grusvejene er nu slemt hyggelige. Ganske vist vægrer mange sig ved at bringe sit klenodie i
berøring med sten og grus, men de gamle biler føler sig nu hjemme på disse veje. Nu skal udtalelsen
om ubefærdede veje ikke tages for bogstaveligt. På hjemvejen sent om eftermiddagen fra Søndervig
til Ringkøbing tørnede arrangementet sammen med den hjemadgående strøm af strandgæster. Jeg
håber billedet giver en idé om den kilometerlange kø Mejer Larsen og Louring anførte.
Forhåbentlig fandtes der ingen FDM-medlemmer med skrivekløe i de efterfølgende vogne. Både første
og anden halvdel af løbet kørtes efter skitser, kendt fra adskillige tidligere løb. I pausen var
der manøvreprøve og kaffe på kursusskolen i Hover. Manøvreprøven var af et ganske nyt tilsnit, og
må vel nærmest sammenlignes med middelalderens ridderøvelser. Blot var hesten mekaniseret og en
passager tumlede lansen. Ellers fortæller billedet af familien Louring bedre end ord deltagernes
genvordigheder. Ikke alene var manøvreprøven morsom fordi den var ny, men det var for en gangs skyld
ikke kun chaufføren, det hele afhang af.
Desværre bør sidste afsnit af det ellers succesrige arrangement — aftenens festivitas
— forbigås i hast. Alt for lidt personale medførte at middagen blev trukket ud til |