Bilhistorisk Tidsskrift    1969 nr.  22     side  6 & 7

  

 

A propos dansk fabrikerede biler,- Vort medlem Alfred Frydenberg var med til at bygge disse to Anglo-Dane brandbiler og vedligeholde dem for Gentofte brandvæsen.

Tre julegaver

Udvalget af veteranbillitteratur på det danske marked har på en gang fået en tredobbelt forøgelse, der i mere end en forstand er særdeles vægtig. Det er Hassings forlag, der har udsendt alle tre bøger, og vort agtede bestyrelses- og redaktionsmedlem Thorkil Ry Andersen har haft en finger med i spillet ved dem alle tre.
   Det mest betydningsfulde værk, set med danske øjne, er uomtvisteligt Th. Ry Andersens: DANSKE BILER OG MOTORCYKLER 1900-20. Det er en stor begivenhed at dette værk, som man ved Ry Andersen har arbejdet på i mange år, omsider er udkommet. Danske Biler og Motorcykler 1900-20 er i meget elegant udstyr, i lærredsbind og kassette, det er en bog på 170 sider, meget rigt illustreret og

 

i format 18.5 X 25.5 centimeter. Trykningen lader lidt tilbage at ønske, det er som om der er brugt for tæt raster til papirkvaliteten, så de mange fotografier kommer til at stå noget udvisket. Sammenlign fx. billedet af Thrige bivejsvognen med det samme foto i Bilhistorisk Tidsskrift nr. 9. Det er synd, for mange af fotografierne er sikkert meget fine i originalen, efter store glasnegativer.
   Mens vi er ved illustrationerne skal det nævnes at Ry Andersen har valgt at erstatte en del fotografier med stregtegninger, som han selv udfører på grundlag af gamle billeder. Det liver op på siderne, men mindsker naturligvis billedmaterialets autenticitet.
   Bogtitlens tidsbegrænsning 1900-20 skal

 

ikke tages bogstaveligt. Bogen indeholder i kronologisk rækkefølge kapitler om samtlige kendte danske fabrikater af biler og motorcykler fra Hammel-vognen blev bygget i 1886 til og med Odin motorcyklen i 1924, i alt 44 mærker, inclusive et enkelt fabrikat af sidevogne (der har været flere). Desuden er der kapitler om „Da hesten regerede på landevejen". „Den første duft af benzin i gaderne", om biludstillingerne i Odd-Fellow Palæet og i Industriforeningen i 1902, om motorløbet Odense-Berlin-Odense i 1922 og om import af udenlandske mærker under dansk navn. Det er altsammen meget spændende læsning, og skrevet i Ry Andersens velkendte levende stil, med stor sans for det anekdotiske. Pris ca. kr. 85,—.

   HASSINGS BILLEKSIKON 1885-1969 er en dansk udgave af „The Complete Encyclopedia of Motorcars 1885-1968", der udkom sidste år på engelsk. Dette monumentale værk er redigeret af G. N. Georgano med det mål i leksikonform at give billeder og beskrivelser af over 4.000 personbilmærker gennem alle tider. Georgano har haft 22 medarbejdere i forskellige lande, og det er en af de store fordele ved værket at der er initialer under hver eneste opslagsartikel og kilden er angivet til hvert foto, så ansvaret er placeret. I Danmark er det Thorkil Ry Andersen der har været bidragyder — man fristes til at sige naturligvis — og en del af materialet til et indledende afsnit med 48 sider store farvebilleder er hentet på Ålholm Automobil Museum. Billederne som illustrerer leksikonartiklerne er ellers prisværdigt nok fortrinsvis „fra tiden". Der er over 2.000 fotos.
   Hassings Billeksikon er et digert værk, det er på 688 sider i et ret stort format, og når det overhovedet kan lade sig gøre

 

at udsende sådan en sag på dansk skyldes det offset trykketekniker, det er så at sige blot den oprindelige engelske bog med dansk sats puttet ind i stedet for den engelske. Oversættelsen er foretaget af Ove C. Frederiksen og Børge Viste Jensen.
   Man vil lede forgæves efter Hammel-vognen, men til gengæld finde danske mærker som Jan, Thrige, Anglo-Dase, Dana og Dansk Automobil- og Cyclefabrik, og det fortæller for så vidt at bogens sigte er at fortælle om alle bilmærker, der har været i en eller anden form for produktion, hvorimod det ville have gjort leksikonet helt uoverskueligt at forsøge at tage vogne med, der kun er fremstillet i et eksemplar.
   Det er næsten halsløs gerning at stable en saglig kritik på benene. Hassing Billeksikon's hele form kan man kun give ublandet ros og hvilken enkeltperson sidder inde med nok viden til at vurdere de mange tusinde artikler? Man må forlade sig på sit forhåndskendskab til flere af bidragyderne, der er internationalt kendte autoriteter på området.
   Ved et første, letbenet gennemsyn har jeg kun hæftet mig ved at der i farveafsnittet er et par karrosserimæssige mærkværdigheder og at en Fiat 501 fejlagtigt er dateret til 1919, skønt eksemplaret er en 1925-model. Enkelte billeder er blevet forbyttet. Forskellige mærkværdigheder i teksten skyldes åbenbart oversætterne. Mange engelske udtryk er oversat ordret, i stedet for til de gængse danske fagudtryk. En del Fiat-modeller har i stedet for fabrikkens egne typebetegnelser beholdt de specielle for det engelske marked.
   Foruden de nævnte afsnit indeholder værket et komplet register over internationale kendingsbogstaver for motorkøretøjer, et personregister, et register over fabrikan-