Turen gav rigelig tid til at betragte rammen om vindspejlet. Der var ikke meget tilbage af den, men min optimistiske vurdering var dog, at det med held og forsigtighed måtte være muligt at finde ud af, hvorledes den havde set ud. Også hjulene, som lå på bagsædet, beskæftigede mine tanker. Der var drysset betydelige mængder af lysegult pulver ud af talløse huller i egerne, da hjulene faldt til ro på bagsædet. Alt imens fortsatte bilen med at føre mig mod Nyborg. Den kørte egentlig rigtig godt efter 2 års stilstand, – det skulle der nok komme en „veteran" ud af.
   Vognen blev skilt ad, og det hele kom ned i kælderen. Genfødelsesarbejdet skulle finde sted hver torsdag aften, når min kone var på aftenskole, – og så ville der vel gå et par år.
   Sådan var virkelig min opfattelse, indtil det første element af vognen, vindspejlrammen,var restaureret. Det tog godt 

et par måneder, og torsdagene var ikke tilstrækkelige. – Et 19 mm rør blev slidset op og blev blokket ud til 22 mm. Herved blev slidsen ca. 10 mm bred, og heri skulle svejses et U-formet profil, som let lod sig fremstille af et stykke båndjern. Svejsearbejde er imidlertid et felt, hvor mine hjælpemidler ikke rækker til, så jeg spændte profilerne sammen i den rette indbyrdes stilling og satte vor lokale mekaniker på svejseopgaven.
   Fyren modtog ordren med et smil. Dette smil var imidlertid ikke til at få øje på, da jeg kom for at hente resultatet hjem. Nå, muligvis så jeg heller ikke særlig opløftet ud, da jeg så det. Det viste sig, at svejsningen havde fået røret til at sno sig over ½ omdrejning på de halvanden meter, det var langt. Hvis man kan tale om noget kritisk punkt under restaureringsarbejdet, så var det her. Enhver kan jo se,

at et profil af denne form ikke lader sig spænde fast i en skruestik uden at det bliver fladtrykt. — Læseren må bære over med, at jeg en stund betragtede opgaven som uløselig. Der skulle dog blot fremstilles to solide emner, som passede nogenlunde til rørets indvendige facon; og med disse anbragt på de steder, hvor skruestik og rørtang skulle spænde, måtte det være muligt med forsigtighed at vride røret tilbage, tomme for tomme. De nødvendige emner blev fremstillet af gasrør og andre ting, man havde undladt at smide væk; — og en skønne dag var profilet rettet. Hvad der herefter manglede af arbejde på vindspejlet var den rene sand-kasseleg.
   Antagelig vil det styrke forståelsen for mine sære ambitioner, hvis det oplyses, at jeg tjener til livets brød og vognens drift ved at sidde ved et skrivebord og finde ud af, hvad andre skal lave. Denne sære passivitet har gennem årene født og næret et uimodståeligt behov hos mig for selv engang at komme til at lave nyttigt arbejde.

 — Og med denne Ford kom muligheden herfor lige ind ad døren og ned i kælderen. Derfor skulle også så vidt muligt alt være eget arbejde; dog med undtagelse af det, som kræver svejseværk eller flugtboreværktøj.
   Imidlertid var nu hele vindspejl arrangementet færdigrestaureret. Forskellige andre dele fulgte efter uden større dramatik. Muligvis søgte jeg de lette arbejder ud for at bibringe mig selv det indtryk, at det gik vældig godt. Men en dag nyttede det ikke længere at krybe udenom, — hjulene måtte nu bringes i orden. De blev halet frem og undersøgt. De to var fine i træet, men de to andre var sløje, masser af ormhuller og en underlig blød lyd var svaret på en forsigtig banken. Der var ingen tvivl, — der måtte nye eger i.
   Til forskel fra mange eksclusive veteranbiler har Forden eger af cirkulært tværsnit, og herved åbner muligheden sig for at fremstille dem ved drejning. Til dette

Før bagkarrossen blev sat på.