Bilhistorisk Tidsskrift  24/1970     side 21

 
Town Sedan

 

Der var kun en, der kom i en gammel bil til generalforsamlingen i Nyborg. Det var Fritz Knudsen fra Bellinge, som var i sin 1931 Ford A 4-dørs Town Sedan deLuxe, en af de ikke så almindelige typer. Vognen samlede et lille opløb efter mødet, og der var enkelt andre Ford A eksperter, der havde divergerende meninger om smådetailler ved farvevalget - der var noget med at feltet foroven på kølerkappen skal være sort uanset vognens øvrige farve og de ovale indretninger på kofangerne blå, og begge dele var grønt, men som helhed er det en overordentlig komplet, original og fin vogn, den har for eksempel det fornemste plysindtræk.
   Vognen er indregistreret første gang 20. marts 1931, den har haft to ejere før Fritz Knudsen og kørt 122.000 kilometer. Fritz Knudsen gjorde vognen i stand og fik den indregistreret til Egeskov løbet sidste år, nymalet, nyforkromet, motor, bremser og elektrisk anlæg gjort i orden. Den var med igen ved Århus festuge sidste år.
   Tegningerne på disse to sider er Fritz Knudsen selv mester for, og vi har fået løfte om flere lignende fra hans hånd af andre vogne fra tid til anden. Det glæder vi os til.
   Som man vil se af en af annoncerne i dette nummer er Fritz Knudsens Town Sedan nu til salg. Han har fundet en endnu mere spændende vogn, hvad det er for en er endnu ikke sivet ud.