|
var enkelte sportsvogne og alle væddeløbsvogne, som ofte var malet i krasse farver.
Disse vogne fulgte ofte hjemlandets gamle væddeløbsfarver, som blev tildelt landene omkring
århundredskiftet. Farverne var: England grøn, Frankrig blå, Tyskland hvid, Italien rød, Belgien gul, m.
m. Disse farver har mere eller mindre smittet af på de pågældende landes bilfabrikation.
Den stolte ejer af en roadster var ikke bedre dengang end ejeren af en folkevogn i dag. Skulle
vognen peppes op blev motorhjelmen malet i en farve, som matchede med vognens farve - og rød motorhjelm var
foretrukket. Ideen fik en raffineret linieføring i nogle engelske sportsvogne som f. eks. B.S.A. En
særpræget kølerprop med en eller anden figur på, et horn med slangehoved og en stor trekantet benzintank
på trinbrættet var sagen i begyndelsen af tyverne.
Men stort set havde bilerne i tyverne og trediverne kun den før omtalte enkle form for
staffering. Men tiden før første verdenskrig var en helt anden, stafferingen var overdådig med enkelt,
dobbelt eller tredobbelt streg på skærme, chassisramme, motorhjelm og karrosseridele. Disse streger fulgte
karrossens opdeling og indrammede alle delene, hver for sig. Artillerihjulene blev |
|
forsynet med et såkaldt spejl, som i tyverne aftog og blev til et smalt y ned langs
egerne, og/med en eller to streger langs fælgen.
G. M. nævner nogle almindelige farvekombinationer, som er noble, idet den lille
stafferingsstreg røber meget om vognens ejer for fagmanden at se. En hvid linje på en blå vogn er nobelt,
en rød streg bryder han sig ikke om til blåt. Hvid, guld eller en munter rød streg til sort er i orden -
forresten havde de sorte T-Ford'er creme eller rød streg, siger han.
Til en maroon karrosse anbefaler han lyserød eller guld, til en mørkegrøn er den
cremefarvede streg klassisk, men også rød og gul er rigtig.
Til et cremefarvet karrosseri kan anvendes sort, men nok lidt trist, (gamle københavnere
husker Musse Scheels hvide Rolls Royce, eller var det en Daimler?, limousine med sort staffering). Både
guld og gult kan bruges, men også rødt og blåt kan anvendes. Selvsagt kan en roadster eller en touring
bære en kvikkere farvekombination end en limousine. På den lukkede vogn var toppen som regel sort. Og
apropos sort, mange biler havde en sortmalet køler i de svære år efter første verdenskrig og lige op til
1924, hvor nikkel blev almindeligt.
Ved valg af stafferingsfarve må der ta- |
|
ges hensyn til karrosse, hjul og indtræks. farve. I tyverne var stafferingen altid en
ren farve i kontrast med karrosseriets farve, men sidst i tyverne begynder de såkaldte skyggefarver at
gøre sig gældende. Det var karrossens farve gentaget i en mørkere nuance, og den forekommer først som et
bælte omkring vognen, senere på top, motorhjelm og skærme, eksempelvis grøn og flaskegrøn, blå og sort
eller creme og brunt o.s.v.
I trediverne får hvert bilmærke ofte sin egen farvekombination, og Georg Madsen fortæller,
at General Motors vogne havde en speciel staffering midt på bæltet bestående af en 3 mm midterstreg med
en tynd streg på begge sider. Andre vogne kunne have en tynd streg foroven og forneden på bæltet.
Stafferingen er prikken over i'et på lakeringen - men overdriv den ikke, så virker den lige
så forkert som den blankpudsede messingkøler på en bil fra den forniklede kølers tid.
Ry Andersen.
Jeg kan ikke nære mig for varmt at tilslutte mig Ry Andersens advarsel mod at anbringe
stafferinger hvor der ingen har været. Fiat 501 havde fx. nul stafferinger. De sorte Ford T modeller i ty-
|
|