|
smeltede (temperaturen er altid 40-50° C
dernede), hvorfor man fik nye Dunlop
Cord S/S 32 x 41/2 sendt med fly fra
England. Der blev viklet klude om nave-
ne, og de nye dæk blev monteret på fæl-
gene og lagt i køleskab. Man ventede der-
efter på fragtflyet, men måtte vente i
over to år - til efteråret 1973, inden flyet
meldte sin ankomst. Man skyndte sig da
ud i ørkenen, monterede hjul og fik den
slæbt til flyvepladsen efter en LandRover.
Efter denne beskrivelse og en aftale om
at give besked inden et par dage begav vi
os til Harwich.
Jeg forsøgte at gøre op med mig selv,
hvad jeg stod overfor. Karrosseriet var
7-pers. med to klapsæder og havde haft
meget fint grønt læder og teaktræ indven-
dig og var således på grund af dets vægt
slet ikke egnet til en Twenty, hvorfor dets
stand var underordnet. Modellen var den
helt rigtige, og historien, hvad der også
har betydning for en Rolls-Royce, kunne
blive endnu mere interessant, end hvad
jeg havde hørt. Der var ikke slør i styre-
tøj eller hjul, og tændrørene tydede, som
tidligere nævnt, også på, at den var næ-
sten ubrugt. Hvis motoren var kaput, vid-
ste sælgeren det i hvert fald ikke, så jeg
tog chancen, tilskyndet af min kone. Hun
havde set værre biler før og sagde, at det
|
|
|
|
|
var sikkert, at jeg ville ærgre mig resten
af mine dage, hvis ikke jeg købte den og
så, hvad den indeholdt.
Som sagt så gjort, og Rolls-Roycen skul-
le over via Harwich-Esbjerg, men sikke
problemer med DFDS, fordi bilen ikke
havde nummerplader. Bilen skulle afleve-
res standsmæssigt, så sælgerens far, der |
|
var bilentusiast, fulgte den og overnattede
hos os, så han kunne se dens nye hjem.
Så selv om han fulgte den som chauffør,
og ifølge skibsbesætningen sov ved den
om natten, betragtede DFDS den ikke
som en bil, men som en kasse på bildæk-
ket, hvorfor den kostede fem gange så
meget som en bil at få overført. Sælgeren |
|
|
|