Bilhistorisk Tidsskrift  NR. 46  FORÅR 1976     side   26

  

Den der så den autentiske film i fjernsynet juledag om Citroëns „Sorte Ekspedition" gennem Afrika 1924-25 og/eller den serie om „Den Gule Karavane" som det tyske fjernsyn viste ved nytårstid kan det måske interessere at høre at den danske hær gjorde forsøg med Citroëns halvbæltebil.
   Over alt i verden eksperimenteredes der efter første verdenskrig med terrængående motorkøretøjer, ikke mindst kanontraktorer. Ved hærloven 1922 var det bestemt at artilleriet skulle moderniseres, og til en begyndelse blev der anskaffet nogle ombyggede almindelige 3-tons lastvogne, suppleret med Fordson landbrugstraktorer. Men under ophold i udlandet havde 

officerer fra Hærens Tekniske Korps set de halvbæltekøretøjer Citroën lavede efter system Kegresse. Der blev anskaffet i hvert fald et af køretøjerne, og forsøgsvis blev nogle Triangel lastvogne forsynet med Kegresse drivorganet. Der foregik omfattende prøvekørsler, og de danske specialister kasserede systemet som utilstrækkeligt. Dels kunne de drivende hjul under hårdt træk gå rundt uden at trække bælterne med, dels kunne bælterne på fedtet bund snurre uden at gribe fat. Efter udkast af en af korpsets automobil ingeniører, E. Kornbeck, lavede De Forenede Automobilfabrikker (Triangel) en forbedret udgave (som vi skal komme 

tilbage til en anden gang). Billederne af hærens Citroën Kegresse er taget af chefen for Hærens Tekniske Korps, generalmajor, generalfelttøjmester C. H. Rye, og de originale negativer har vi lånt af Vagn Mandrup. Systemet med „autochenilles" (larvefødder) af gummi var opfundet af den tidligere garagemester hos zar Nikolaj II, ingeniør Kegresse, og i Citroëns første udformning var grundlaget model B 2 personvognen. Der blev i tidens løb lavet flere typer, både til civile og militære formål, og de stod i øvrigt deres prøve under ekspeditioner i Sahara 1922-23, ned gennem Afrika 1923-24, i Centralasien 1931-32 og Alaska 1934.