Bilhistorisk Tidsskrift  NR. 49  -  VINTER 1976     side  28
     

 købte min Delahaye, ringede Ingelise Bratvold til min kone og sagde, at nu måtte vi købe Alvis'en. Tænk - 2 biler på samme dag efter 2 års ventetid! Nu skulle der handles hurtigt og Chevroletten røg til Schweiz. Buick'en blev i landet.

  

Endelig var vognen min, og den blev straks kørt ud til Otto Sjøberg, der skulle hjælpe med restaureringen. Vognen var tilsyneladende helt original og velbevaret bortset fra træværket i bagenden og jeg var så optimistisk med hensyn til restaure-
 

ringen, at jeg ikke gjorde mig den ulejlighed at prøvekøre vognen, endsige starte den - en måned kunne jeg vel godt vente. Jeg bad Sjøberg om at reparere bremser og lade op, så ville jeg holde ferie og køre til Jylland for at udskifte træværket hos en snedker jeg kendte, men Sjøberg rystede blot på hovedet - det kunne ellers være blevet en lang ferie, udskiftning af træværket varede 2 år. Nå, men jeg lyttede til Sjøberg, væbnede mig med tålmodighed og efterhånden blev vognen adskilt til det bare chassis. Karrosseripladen er aluminium overalt, også skærme, en ting, jeg påskønnede meget efterhånden som muldlagene blev fjernet og der dukkede helt frisk og blank aluminium frem. Havde karrossen været stålplade, ville der ikke have været meget tilbage af bagenden, idet det meste træ kunne pilles ud med fingrene. Jeg påbegyndte træarbejdet med at udvælge sejt eg fra Dyrehaven til bundplanker og ask med krumme årer til karrosseriskelet. Jeg købte en kæmpeplanke, således at jeg kunne udvælge de steder hvor træets årer bedst passede til de enkelte stykkers facon. Tilpasningen til aluminiumskarrossen krævede præcis tilpasning. Træ til instrumentbrættet hentede jeg på Fyn, for at få en åreaftegning der passede bedst muligt til udskæringer, et punkt hvor jeg „overrestaurere-