|
svejset lidt på indsugningsmanifolden og magneten omviklet,
bestyrkede Ry Andersen i opfattelsen af at den i hele sit liv kun havde
kørt få tusinde kilometer. Og efter overleveringen aldrig i vådt vejr.
På en af chassisets traverser hang stadig i en stump snor de belgiske
tolderes udførselssegl.
Efter den gamle syerskes død flyttede en niece ind i huset.
Hun fandt et gammelt fotografi af Germain'en, og dens sidelygter som lå
på loftet.
Men Laurits Th. Nielsen havde i tidens løb, uanset at han
åbenbart ikke kørte i vognen, pudset og plejet den, og som sædvane var
dengang, moderniseret den fortløbende. Den havde fået torpedo og
vindspejl, elektrisk lys indlagt i gaslygterne, et nyt instrumentbræt med
amperemeter og knap til en selvstarter, der dog aldrig var monteret.
Heldigvis sad det oprindelige instrumentbræt uskadt bagved. Kalechen var
ændret i flere etaper, og der var et sæt forlåger som vognen næppe har
haft oprinde ligt. Moderniseringen var af påfaldende dårligere
håndværk end de originale dele og kunne dermed nemt udskilles. Forlågerne
syntes dog at høre så nøje sammen med karrosseriet at Ry Andersen i
første omgang ikke ville røre dem. Siden blev de taget af, fordi det var
usandsynligt at de |
|
har siddet der siden 1909, omend de også er der på
det gamle fotografi af vognen.
På sine gamle dage blev L. T. Nielsen mærkelig, han
begyndte at skille vognen ad og putte delene i silkepapir for at
sende dem tilbage til fabrikken i Belgien. Det blev heldigvis ikke
til noget.
Mekanisk blev der altså stort set ikke rørt ved
vognen, men på grundlag af |
|
Herover det eneste kendte gamle billede af
Germain'en. Bemærk fordørene og skærmenes facon. På næste side
som den så ud, da Ry Andersen fandt den. Nu med torpedo og et andet
vindspejl.
enorm korrespondance med engelske specialister førte Ry Andersen
Germain'en tilbage til den tidstypiske skikkelse. Fabrik-
|
|
|