|
len. Det er naturligvis uvist, hvad tilstedeværelsen i
Danzig kunne have medført for en flok danskere, men morsomt villet det
givet ikke have været.
Den anden verdenskrig var dermed en kendsgerning og med
krigen fulgte straks benzinrationeringer. Vognen blev klodset op i garagen
i Nordsjælland og først i begyndelsen af 1946 blev det igen muligt at
få tildelt mindre mængder benzin bl. a. til feriekørsel. Dette blev
omhyggeligt påstemplet køretøjets attest.
Vognen var nu 9 år gammel, men stadig kun som en normal
brugt 3-årig - teknisk set - og blev, bortset fra normal
transportkørsel, nu kun brugt til ture rundt i Danmark. Siden turen i
1939 har vognen ikke været i udlandet.
Den første længere tur jeg kan huske er en tur til „Sydhavsøerne"
i påsken 1950. Jeg var da 6 år gammel. Målet var min morfars fødeby
Saxkøbing, hvor hans forældre op til 1920 havde drevet hotelvirksomhed.
Vi var fem voksne plus min søster og jeg. Sidstnævnte to børn var
henvist til vognens klapsæder, hvor der i øvrigt for os var udmærket
plads. En yderligere passager og medlem af familien var vores foxterrier
Dickie. Han var ustandselig køresyg og overbrækkede indtrækket til
stadighed gennem årene, således at det desværre blev
|
|
nødvendigt i begyndelsen af 50'erne at skifte det originale
indtræk ud. Uvist af hvilken grund besluttedes det samtidig at oplakere
hele køretøjet. Indtræk såvel som lakering var heldigvis i en så god
kvalitet, at begge dele stadig i dag er fuldstændig intakte.
Årene op til 1962 blev rent kørselsmæssigt udfyldt med
transport fra lejligheden i København til huset i Nordsjælland samt
kørsel til det nyerhvervede sommerhus i Skagen. Min far fortæller, at
Chevrolet'en i midten af 50'erne nemt gik 120 km i timen og det endda med
optil 7 personer samt baggage. På trods af at vognen faktisk kunne
præstere så pæn en hastighed tog turen fra København til Skagen dog
betydelig længere end i dag. Det nutidige vejnet er nok en meget
væsentlig faktor til den reducerede transporttid vi får i dag. Hertil
skal tilføjes at i København havde man ingen garage til vognen. Min
morfar havde da fundet på at sende min også dengang ungdommeligt
udseende far over i politiets garager i nærheden af Politigården. Han
skulle sige, at det var „direktørens" vogn - hvilket jo var sandt
nok - og portvagten ville da lade vognen passere. Hvor længe denne
illegale trafik gik for sig, melder historien intet om, men et er sikkert,
vognen stod mange af årene på
|
|
gaden uden egentlig at bære nævneværdigt præg deraf.
Efter 1962 og op til 1969 stod vognen desværre stille i
flere perioder. Ventilerne rustede fast til motorblokken,
benzintilførslen og karburatoren var som regel ude af justering og alle
disse genvordigheder skyldtes beklageligvis kun den ene ting, at der ikke
var nogen direkte interesse for køretøjet. Alt blev dog hen ad vejen
pligtskyldigt repareret, så vognen led ikke varig skade deraf. Gæster,
der var på besøg fik køretøjet - om ønsket - at se, og min mormor,
som nu var ejer, kørte den på småture rundt i Nordsjælland under
hvilke vi ofte kunne være op til 10 personer - flest børn, dog! - når
vi skulle i biografen i Hornbæk.
I foråret 1969 „overtaltes" jeg af DVK-medlemmerne C.
T. Petersen og ikke mindst P. Engelbrecht, sidstnævnte selv ejer af en
Chevrolet årgang 1931, til i det mindste at trille Chevrolet'en, der på
det tidspunkt havde en af sine stille perioder, ud af garagen for derved
at kunne danne sig et nærmere skøn af køretøjets almene tilstand.
Vognen kunne ikke umiddelbart startes grundet manglende strøm på
batteriet, og efter at dette problem var løst, viste det sig at
karburatoren ikke fungerede, som en sådan bør. Da dette imidlertid blev
klaret
|
|
