Bilhistorisk Tidsskrift  NR. 53  -  VINTER 1977     side  11

     
 

 Danske veteranbiler
Af Ole Emil Riisager

 
 

 I artiklen i BhT nummer 50 om Germainen skrev jeg at der kun er bevaret 20-25 danske veteranbiler. Forstået som vogne der har været her i landet fra ny eller næsten ny og som er fra før afslutningen på første verdenskrig. Jeg har siden forsøgt at lave en lille opgørelse, og tallet viser sig at være en smule for pessimistisk. 

HAMMEL 
Alter ældst er naturligvis Hammel-vognen på Danmarks Tekniske Museum. Den har der været talt og skrevet meget om, og der er stadig delte meninger om hvor gammel den egentlig er - buddene går fra 1886 op i begyndelsen af 1890'erne. Det er vist den almindelige mening at dateringen grunder sig på et avisudklip som ingen har set i virkeligheden, men som er aftrykt i et bogværk om københavnerliv der kom sidst i 1930'erne. Men der findes også andet ma-

 

teriale, omend kilden ikke er helt præcist angivet. I programmet til KDAK's jubilæumsveteranbilløb i 1951 er der en artikel om Hammelvognen, formentlig forfattet af afdøde Vagn Loft, eller muligvis af J. D. Scheel. Der citeres dels hvad der betegnes som en „samtidig teknisk beskrivelse" for følgende: „Hr. H. U. Johansen kom i 1872 til fabrikant Hammel, der fabrikerede gasmotorer. Hammel havde hørt fra udlandet at der fandtes vogne, der gik ved flygtige olier. Hr. Johansen havde i Odense eksperimenteret med gasolinmotorer og også fået dem til at gå." Og så følger den tekniske beskrivelse.
   Og dels har Urban Johansen i følge denne artikel udtalt sig til en avis i 1927, blandt andet om sin første tur ud ad Strandvejen i foråret 1889: „Ja, det var et stort øjeblik - farten var lig hestesporvognes, og jeg klemtede tappert med klokken. Vi havde den ære at møde kong

 

Christian IX til hest og måtte dreje af, ned i en grøft, så smal var pladsen, og kongen så meget forbavset efter os. - Nå, op af grøften kom vi og mødte bl. a. senere en bondemand med sin vogn. Hesten var ved at få ligfald ved synet af vor vogn, men bonden holdt an, drejede hesten med front mod bilen, idet han sagde: - Stå stille - og væn dig til fremtidens køretøj. Han må have været en fremsynet mand."
   Hammelvognen har en vandretliggende to-cylindret glødehovedmotor, boring 104.5 mm, slaglængde 160 mm, 2.720 ccm. Den udvikler 3½ hk ved 500 omdrejninger i minuttet. Kølesystemet indeholder 54 liter vand der bringes i cirkulation af en stempelpumpe. Omdrejningstallet reguleres med en ventil i indsugningsrøret, som suger ren luft ind hvis farten bliver for høj. Der er ét gear frem, drevet af krumtapakslen, og ét bak, drevet af knastakslen. Kraften over-