Bilhistorisk Tidsskrift  NR. 59  -  SOMMER 1979     side    9

     
 

  jeg ikke dy mig for spagfærdigt at foreslå, om vi ikke, bare for sjov. skulle prøve at gå frem efter bogen - og fem minutter senere var vi færdige. Af hidtil uklarlagte grunde nærer professionelle en indgroet mistillid til håndbøger. så her står amatøren stærkest. Han behøver ikke at genere sig for at ty til så nedværdigende hjælpemidler.
  Store projekter har det med at bliver forsinkede, så da Mercedes Benz karrosseriet endnu ikke stod for tur, kiggede vi også lidt på motoren. Efter at en forknoklet bundprop var skruet ud. kunne en modbydelig sort substans, der formentlig engang havde gået under varebetegnelsen olie, tappes af. Ved hjælp af en sækkevogn blev motoren så bakset ned i kælderen uden andre uheld end et knust strømfordelerdæksel. Under arbejdet med vognen havde vi hele tiden faet en klar fornemmelse af, at den gamle dame havde passet sin hil samvittighedsfuldt, omend hendes valg af mekaniker ikke havde været det heldigste. Motoren trængte da heller ikke til den helt store omgang; det havde den allerede faet. Nye stempelringe, et olierør der skulle loddes, og en renoveret vandpumpe var alt. 

De kostbare entrepriser 
Hidtil havde det været en ret billig fornøjelse at være veteranbilejer, men omsider blev der taget fat på karrosseriet.

Karrossiet under istandsættelse.

 

Råddent træ blev fornyet. rustangrebne og popnittede steder blev skåret bort og ny plade isvejst. Nye kassevanger blev bygget op under bunden, og skærme samt døre tilpasset. Herefter blev det hele sandblæst og i adskilt stand kort til maleren.
  Oprindelig havde det været meningen at

 

lade male i cellulose for at bevare originaliteten, men mange havde efterhånden advaret mod den ringe kvalitet på de moderne nitrolakker, så jeg endte med at bestemme mig for en 2- komponent acryl som det bedste. Farverne skulle selvfølgelig være de originale, dvs. sort og