|
Skønt Wendax/Erla bilen bar Hamburg nummerplader, ville den
danske importør ikke oplyse fra hvilken by i Tyskland bilen kom, og
motorhjelmen var konstant aflåst (dette var åbenbart et direktiv fra
fabrikken). Rosellen gengiver den danske importørs udtalelser om at bilen
skulle fremstilles i Danmark - og det skinner igennem at Wendax-folkene i
Hamburg ikke var de mindst overraskede herover.
Tilsyndeladende var Wendax' danske gæstespil hermed
afsluttet, og i Hamburg fortsatte komedien ikke meget længere, alt i alt
blev der vel kun bygget ca. 100 biler af de forskellige modeller, og da
Wendax'en dels var dårligt konstrueret, dels elendigt bygget, druknede
firmaet bogstavelig talt i reklamationer fra utilfredse kunder. Et af de
værste problemer var den dobbeltstemplede motors mangel på gangkultur;
Wendax'en rystede og vibrerede så meget at karrosseridele brækkede eller
faldt af. Mærkets ry blev endelig ødelagt efter at bladet »Das Auto«
offentliggjorde en afslørende artikel i 1951, og få måneder efter
måtte Wendax bilfirmaet gå konkurs - kun dræsineproduktionen blev
videreført.
Tilbage står det ubesvarede spørgsmål - hvorfor i alverden
forsøgte Erla at udgive Wendax'en for at være i hvert fald halvt dansk?
Muligvis på grund af reklamemæssige årsager - forsøgene på at skabe
en dansk bil var godt stof i 1950 - muligvis for at slippe lettere om ved
im- |
|
portrestriktioner og toldafgifter. Direktør Krohn har trods
alt nok trukket vejret lettere efter at den enlige Wendax var kørt
tilbage til Hamburg - Krohns og Erlas lykke blev gjort i en anden nordtysk
by, Bremen, hvorfra de talløse Lloyd'er og Hausa'er blev leveret som i
50'ernes løb gjorde Erla til en af de betydeligste danske bilimportører.
Æren for at have indført Alfa-Romeo på det danske marked for første
gang tilfalder også Erla, som nu er blandt de 10 største danske
bilimportører med et salg af mere end 7000 Toyota'er i 1978.
DKR »Plasticbilen DK«. Roskilde 1954 - også kaldt »Den Danske
Plasticbil«, »Plasticbilen fra Roskilde«, var en sensation i
dagspressen såvel som automobiltidsskrifterne i foråret 1954. Vidunderet
blev officielt præsenteret den 22. april 1954, båret frem af almindelig
velvilje og megen interesse, og fik mange gode ønsker med på vejen.
Derefter hørte man ikke mere til DK, før dagbladet Politiken nogle år
senere bragte et lille billede der viste vraget af den enlige prototype,
fotograferet på en bilkirkegård i Randers.
Svend Age Mathiesen havde, som tidligere omtalt, arbejdet på
den første DK A l hos Bohnstedt-Petersen, og havde også udkastet en
særpræget DK scooter som blev vist på motorcykle-udstillingen i
København i 1951 |
|
Mathiesens DK scooter. Forskærmen funderede som svinggaffel.
(med et yderst hæsligt selvbærende karrosseri, vippegaffel til
forhjulet og et hydraulisk bremsesystem der foregreb Moto-Guzzi's
nuværende integral-system). Han var også ophavsmanden til DK
Plasticbilen, i samarbejde med direktør Frode Gabrielsen og ingeniør
Svend R. Olsen. En virksomhed med navnet Autofabriken DKR A/S blev
etableret i Roskilde til fremstilling af køretøjet, herfra betegnelsen
DKR som vil blive brugt i det følgende for at skelne Plasticbilen fra den
oprindelige DK A l fra 1950.
DKR var en yderst ambitiøs konstruktion. Målet var at skabe
en mellemstor familiebil med god plads til 6 personer og bagage, dertil
billig i anskaffelse og økonomisk i drift. Derfor anvendte DKR de dengang
mest moderne konstruktionsprincipper, som endnu i dag ikke synes
forældede.
Vognens bærende konstruktion udgjordes af |
|