| |
des at alle fire hjul var blokerede. Et par sikkerhedskæder
blev også anbragt på en måde, der ikke kunne give vognen ridser.
Klokken var blevet 15.30, og temperaturen var nede pÃ¥ - 20°
C.
Veltilfreds kørte jeg ned mod den bom, der afgrænser
transitområdet fra Sveriges land.
Ved bommen blev jeg vækket, og mine drømme forsvandt.
Man nægtede mig udkørselstilladelse med den begrundelse, at
jeg jo havde mulighed for at afsætte køretøjet på svensk grund og
derefter få et automobilvrag anbragt på min truck.
Alternative transportmuligheder: Enten med skib til
København eller i plomberet jernbanevogn.
Tankerne jog igennem min kolde hjerne. Que faire?
De flinke toldere indvilgede i at telefonere til hotellet og
berolige min »Fru«.
En af dem tilbød at følge mig til havnedirektørens kontor.
Dette var beliggende øverst i et højhus på frihavnsarealet.
I forkontoret bad en trevlig sekretær mig tage plads. Der
gik op imod tyve minutter før en stemme sagde, at jeg kunne komme ind.
Stor var min og hans overraskelser, da vi atter stod over for
hinanden. Den velklædte herre fra M/S SAGA og jeg kiggede på hinanden.
Med et lunt glimt i øjet. som jeg ikke skal glemme ham for, sagde han: »Är
Ni här an?« |
|
PÃ¥ dette intelligente spørgsmÃ¥l svarede jeg lige sÃ¥ intelligent »Ja!«
Han fik historien og indså straks problematikken. Stadig
smilende lod han sin sekretær udfærdige tre papirer. Nr. l skulle bruges
nede ved bommen. Nr. 2 skulle bruges i Helsingborg havn. Nr. 3 skulle gives
de danske toldmyndigheder i Helsingør. Desværre fik jeg aldrig takket ham.
Alt gik herefter glat.
Kl. 16.30 blev min hustru og vor glade lille pige afhentet fra
hotellet, som tog betaling for én overnatning, mod at måtte titta på det
roliga fördon!
I bidende kulde accellereredes mod syd.
Lille Charlotte faldt i søvn ved 20-tiden, og godt trætte
kørte vi ind i Helsingborg ved 22- tiden.
Temperaturen var steget til — 2 ° C, og vor dyrebare last
var komplet overiset i en tykkelse af 2-3 mm.
I Helsingør betaltes MOMS og foretoges indklarering uden
vanskeligheder. Danskerne ville også gerne kigge, men det hvidgrå
spøgelse, der stod på min lastvogn, kunne ikke befordre den helt store
interesse.
Kl. 01.30 var vi hjemme. Falck blev rekvireret.
Veteranbilen blev firet ned på et sted i haven, hvorpå jeg
håbede, at solen den næste dag ville skinne.
|
|
Mit håb blev ikke gjort til skamme.
Solen strålede fra en skyfri himmel, og ved middagstid, efter
at den lejede lastvogn var kørt tilbage til udlejningsfirmaet, blev
nyerhvervelsen tørret og poleret med masser af bløde klude.
Dér stod den. Midt i sneen!
Kalechen måtte slås ned for at få den ind i den tørre, let
opvarmede garage.
I årenes løb har Jeg restaureret den, så den mekanisk og
kosmetisk står som en helt ny bil.
Det har kostet en del tid, men i penge så godt som intet.
Nu til maj er det min plan og mit håb, at den kan
indregistreres til kørsel i dagslys. Den må ikke blive våd!
Trykbeholderen på højre trinbræt vil ikke blive fyldt med
gas, men de små parkeringslamper og baglygten med rødt og grønblåt glas
vil blive fyldt med olie, så jeg håber på Set. Hans Aften 1979 at kunne
illuminere det køretøj, som jeg er så glad for at eje.
Skattevæsenet har interesseret sig noget for køretøjet, og
to venlige og høflige herrer har beset det.
Alt er i vinkel, og afhængigt af vejrgudernes lune kan min
familie og jeg forhåbentlig i denne sommer trille rundt i vort dejlige land
i et køretøj der skabtes et par menneskealdre før menneskeheden blev
belært om, at olien en skønne dag måske kan standse det hele og os alle
....
|
|
