Bilhistorisk Tidsskrift  NR. 60  -  VINTER 1979     side  29

     
  Minerva 1932                          Fotos: Peter Bering og Ole Riisager.
  
 
 

Et af de køretøjer der vakte mest opsigt under jubilæumsbegivenhederne på Fyn, var O. T. Neels Minerva, og da sikkert de færreste af DVK's nuværende medlemmer har set vognen tidligere vil vi ofre den særlig plads her. Neel har selv beskrevet sin Minerva i DVK's årsskrift 1955-56 som følger:
  »Den omhandlede Minerva stammer antagelig fra årene 1932-35, således at forstå, at chassiset formentlig er fra 1932, medens karrosseriet er bygget hos Brandone i Cannes i 1935.
  Der findes gode tekniske oplysninger om vognen, idet dennes instruktionsbog medfulgte ved købet.
  Derudover er de tekniske oplysninger suppleret ved korrespondance med Minerva fabrikkernes arvtager Societe Nouvelle Minerva. Selv om Minerva-selskabet på grund af krigen ikke er i besiddelse af et egentligt teknisk arkiv, er der dog fremkommet værdifulde meddelelser, som er bilagt instruktionsbogen.
  Vognen har kun haft en ejer, nemlig nu afdøde konsul Jorck. Vognen fremtræder ved overtagelsen i juni måned 1955 i det

 

hele i en ganske pæn forfatning. Der var karrosserimæssigt visse mindre rustansamlinger og forskellige mangler såvel i det tekniske som ved det indre, men disse mangler har det været let at afhjælpe, dels på grund af vognens helt igennem solide og kvalitetsprægede konstruktion, dels fordi den afdøde ejer på påskønnelsesværdig vis har gemt hver eneste del, der var gået i stykker. Alle disse dele medfulgte tilligemed et næsten fuldstændigt sæt original-værktøj – deriblandt en herlig fodpumpe – idet executorerne i konsul Jorcks bo har været overordentlig hjælpsomme og omhyggelige med at sørge for, at alt, der hørte til vognen, blev omfattet af købet.
  Motoren er en 8 cyl. liniemotor med glideventiler, kapaciteten er på cirka 4 1, og boring og slaglængde 75 x 112 mm. Den maximale motorydelse – 105 hk – nås ved 4.000 omdrejninger pr. minut. Sumpen har en kapacitet på 12 1, medens kølersystemet rummer 15 1. I øvrigt arbejder vognen med et 12 volts batteri, der altid holdes fuldt opladet med automatisk ladekontrol. Dækstørrelsen er 700 x 20. Akselafstanden er 3.65 m, sporvidden 150 cm, total-

 

længden 520 cm uden kuffert 540 cm med kuffert.
  Vognen er forsynet med fortræffelige bremser, der er servobetjente efter Dewandre systemet. Servosystemet virkede ikke, da vognen blev overtaget, hvorfor der krævedes en jættes benmuskler for at frembringe en i øvrigt udmærket bremseeffekt. Den bedste fremgangsmåde var dengang at holde benet fuldstændig stift, sætte foden på bremsen og så stemme ryggen hårdt imod ryglænet. Til trods for det gode, der kan siges om denne højt udviklede bremseteknik, fandt jeg det rigtigst at løsne stemplet i servo cylinderen og få det til at arbejde efter sin bestemmelse. Det drejede sig om en bagatelreparation, hvis virkning har været frapperende, den store vogn kan nu bringes til standsning på et minimum af bremselængde.
  Vognens vægt er godt 21/2 ton, men den er trods sin størrelse behagelig at køre, idet styretøjet er usædvanlig fintmærkende og stabilt, ligesom den fuldstændig vibrationsfri motor og en vis stivhed i karrosseriet giver en udtalt sikkerhedsfølelse.