|
med lukket førersæde, der ved en rullerude kan
adskilles fra den øvrige vogn. Karrosseriet er særdeles smukt udført
med ægte læderbetræk og træarbejde udført i ædle sorter. Der er
forskellige raffinementer såsom aflåselige rum etc. Det er en glæde at
holde vognen i passende stand, idet hele håndværket så ganske givet
bærer præg af at være udført med håndværksstolthed og ikke med
henblik på, hvor meget eller rettere hvor lidt tid der er medgået til
arbejdets udførelse.
Kaleche-partiet virker godt, ikke mindst efter, at
læderdelene har fået linoliebehandling. Når kalechen er slået ned, er
det muligt at montere et større forkromet stativ over den åbne del af
vognen, på hvilket stativ man igen kan hænge et thefarvet solsejl med
frynser. Under dette solsejl sidder man behageligt ugenert for sol, omend
knap så ugenert for de forbipasserendes blikke.
Alt i alt fremtræder vognen nu som et eksempel på en
fuldblodsvogn, selv om der endnu er enkelte ting at rette. «
Til Neels egen beskrivelse kan vi føje et citat fra
Bent Mackeprangs bog »Biler 1885 til Nu«: »Den lykkelige ejer er en
meget hensynsfuld mand, som for at sikre egnens sigtbarhed når han varmer
motoren op, har indrettet en slangeforbindelse fra husets nedløbsrør til
bilens udblæsningsrør«.
Sagen er at det er karakteristisk for glidermo
|
|
toren (som man vil ane på vort bagsidebillede)
at den i praksis ofte oser en del — selv om Knights patent i
terorien skulle give mulighed for ideelle kompressionsrum og høj
kompression. Man vil derfor også kunne se Minervaer med en særlig
lille brænder monteret yderst på udstødningen for at gøre det af
med de ufordøjede spildprodukter.
I 1930'erne var der kun få trofaste tilhængere
af gliderventilmotoren tilbage, foruden Minerva var det Willys,
Daimler, Voisin og Panhard Levassor.
Minerva lavede i de år 4-5, ja senere 6
forskellige størrelser, strækkende sig fra 2.000 til 6.625 ccm.
Modellen på 3.958 ccm har batteri-
|
|
tænding, men de større havde både batteri- og
magnettænding.
Det var Hans Lystrup som var repræsentant for
Minerva, og den gamle bilmand havde selv et eksemplar, en flødegul
og sortbrun landaulet med trådhjul fra midt i tyverne, og
nummerpladen A 176, og der var da et vist antal af disse belgiske
luksusvogne her i landet. Foruden Jorcks gik der endnu efter anden
verdenskrig i hvert fald en Minerva i København, en stor rødbrun
coupe. Den en formentlig blevet hugget op så sent som sidst i
1950'erne, på et tidspunkt da talrige spændende biler mistede
livet herhjemme, skønt DVK som bekendt havde begyndt sit virke. ' or
|
|
|