Bilhistorisk Tidsskrift  NR. 60  -  VINTER 1979     side  33

     
 

med lukket førersæde, der ved en rullerude kan adskilles fra den øvrige vogn. Karrosseriet er særdeles smukt udført med ægte læderbetræk og træarbejde udført i ædle sorter. Der er forskellige raffinementer såsom aflåselige rum etc. Det er en glæde at holde vognen i passende stand, idet hele håndværket så ganske givet bærer præg af at være udført med håndværksstolthed og ikke med henblik på, hvor meget eller rettere hvor lidt tid der er medgået til arbejdets udførelse.
   Kaleche-partiet virker godt, ikke mindst efter, at læderdelene har fået linoliebehandling. Når kalechen er slået ned, er det muligt at montere et større forkromet stativ over den åbne del af vognen, på hvilket stativ man igen kan hænge et thefarvet solsejl med frynser. Under dette solsejl sidder man behageligt ugenert for sol, omend knap så ugenert for de forbipasserendes blikke.
   Alt i alt fremtræder vognen nu som et eksempel på en fuldblodsvogn, selv om der endnu er enkelte ting at rette. «
   Til Neels egen beskrivelse kan vi føje et citat fra Bent Mackeprangs bog »Biler 1885 til Nu«: »Den lykkelige ejer er en meget hensynsfuld mand, som for at sikre egnens sigtbarhed når han varmer motoren op, har indrettet en slangeforbindelse fra husets nedløbsrør til bilens udblæsningsrør«.
   Sagen er at det er karakteristisk for glidermo

 


toren (som man vil ane på vort bagsidebillede) at den i praksis ofte oser en del — selv om Knights patent i terorien skulle give mulighed for ideelle kompressionsrum og høj kompression. Man vil derfor også kunne se Minervaer med en særlig lille brænder monteret yderst på udstødningen for at gøre det af med de ufordøjede spildprodukter.
   I 1930'erne var der kun få trofaste tilhængere af gliderventilmotoren tilbage, foruden Minerva var det Willys, Daimler, Voisin og Panhard Levassor.
   Minerva lavede i de år 4-5, ja senere 6 forskellige størrelser, strækkende sig fra 2.000 til 6.625 ccm. Modellen på 3.958 ccm har batteri-

 


tænding, men de større havde både batteri- og magnettænding.
  Det var Hans Lystrup som var repræsentant for Minerva, og den gamle bilmand havde selv et eksemplar, en flødegul og sortbrun landaulet med trådhjul fra midt i tyverne, og nummerpladen A 176, og der var da et vist antal af disse belgiske luksusvogne her i landet. Foruden Jorcks gik der endnu efter anden verdenskrig i hvert fald en Minerva i København, en stor rødbrun coupe. Den en formentlig blevet hugget op så sent som sidst i 1950'erne, på et tidspunkt da talrige spændende biler mistede livet herhjemme, skønt DVK som bekendt havde begyndt sit virke. ' or