Bilhistorisk Tidsskrift  NR. 61  -  1980     side  10

     
 

Kalechestativer
Af P. E. Hansen
 Kalechen som konstruktionselement til biler fik en levetid på omkring halvfjerds år. I de første biler sad fører og passagerer helt ubeskyttede for vejrliget, omkring 1900 kom kalechen, som man da havde kendt gennem årtier i forbindelse med hestevogne til persontransport. Disse første kalecher var meget simple i opbygning, og netop den simple konstruktion gjorde det nødvendigt af afsprosse med extra synlige stivere og stropper. På touringmodeller fra omkring 1910 ses ofte læderstropper fra kalechens forkant til chassisrammen etc. Karrosseriudviklingen op til sidst i trediverne medførte en tilsvarende udvikling af kalechen. På denne tid kunne man gruppere kalecherne, relativt simple konstruktioner til roadsterkarrosse, lidt mere komplicerede kontruktioner til touringkarrosser, komplicerede fordi touringkalechen var dobbelt så stor som roadsterkalechen og samtidig skulle den være selvbærende, og den gennempolstrede  

konstruktion til to eller fire dørs cabrioleter. Verdenskrigen bragte næsten al personvognsproduktion til ophør, og da der igen kom gang i samlebåndene i 46-47 var mærkebilledet noget ændret. Ligeså udbuddet af åbne modeller, i hvert fald her i landet. Indførelsen af det selvbærende karrosseri, hvor ståltaget var en del af den bærende konstruktion, medførte også at man ikke umiddelbart kunne lave åbne modeller udfra de lukkede uden at forstærke bunden. Det betød en fordyrelse af produktet og med vort afgiftssystem for personbiler en betydelig højere pris for den åbne vogn — det blev exclusivt at køre convertible.
   Det er almindelig kendt, at det var Ford i Amerika der skabte forudsætningen for den serieproducerede bil og dermed tilbød et køretøj til en overkommelig pris. Det var også i Amerika den seriefremstillede åbne bil kunne fås i flest udgaver, og til en lavere pris end den lukkede. Således udstyrede Ford

 

sin A-model i 1931 med følgende convertible karrosserier: Roadster i standard og de luxe udgave, Phaeton ligeledes i standard og de luxe, Cabriolet og Convertible. Sidsnævnte er vist aldrig set her i landet, typen var det man her, efter tysk oprindelse, betegner som Cabrio Coach. Derimod tilbød Ford aldrig i A-perioden en Landau. Og det var det samme Amerika, der med restriktiv lovgivning omkring sikkerhedsspørgsmålet, aflivede den åbne bil i traditionel udgave i halvfjerdserne. Det der fabrikeres i dag må for at overholde USA-normerne udstyres med en slags styrtbøjle.
   Bilentusiaster, denne uhomogene skare hvortil dette blads læsere også hører, har altid omfattet den åbne bil med særlig interesse, ikke uden grund, for hvad kan lignes med en convertible-køretur en dansk sommerdag — man ser og fornemmer omgivelserne intenst, og måske heller ikke uvæsentligt: Man bliver set. Derfor var der også størst interesse for de åbne biler, da veteranbilinteressen blev organiseret her i landet midt i halvtredserne.
   Restaureringsproblemerne ved et åbent karrosseri har som regel et mindre omfang end et tilsvarende lukket.