Bilhistorisk Tidsskrift  NR. 61  -  1980     side  22

     
 

tat, at de ikke kunne svare præcist på mit spørgsmål, men ville råde til – for en sikkerheds skyld – at bruge det bedste, d.v.s. en hypoid-olie (EP).
  Det havde jeg allerede fundet ud af på egen hånd, så uden at være kommet et skridt videre henvendte jeg mig til serviceafdelingen hos importøren af det pågældende bilmærke. Igen betænkningstid, hvorefter jeg blev rådet til at bruge en hypoid-olie – for en sikkerheds skyld. Man lod dog en bemærkning falde om, at det måske ville være en god ide også at spørge den medarbejder, der havde med restaureringen af firmaets egne veteranbiler at gøre. Det var et fornuftigt forslag. Vedkommende kunne nemlig fortælle, at jeg under ingen omstændigheder måtte bruge en hypoid-olie, da tilsætningsmidlerne i denne, der er beregnet på at få olien til at hæfte særlig godt, efterhånden vil angribe bronzelegeringerne i gamle gearkasser, differentialer og styrehuse! Sådan en olie kan altså langsomt nedbryde disse vitale dele i ens gamle bil, selv mens den holder stille i garagen.
  Med en let gysen besluttede jeg – for en sikkerheds skyld – at skifte gearolien ud, da jeg nærede en vis tvivl,

 

med hensyn til hvilke produkter jeg havde i gearkasse og styrehus. Servicestationen henne på hjørnet kunne imidlertid ikke levere gearolie uden hypoid-additiver, så jeg måtte gå til konkurrenten overfor (Shell), som mente at være bedre assorteret. Mens olien blev pumpet fra en tromle over i min medbragte dunk, underholdt jeg mig med forhandleren, der nævnede, at den olie brugte de til mange biler. Undrende spurgte jeg igen, om den nu også var uden højtryksadditiver, og han viste mig, at der stod Spirax på tromlen, hvorimod der på den ved siden af stod Spirax EP. Beroliget drog jeg hjem med min dunk for at skifte olien. Dette er lidt af et problem på styrehuset, som ikke har noget aftapningshul. Med en tynd plasticslange monteret på en oliesprøjte kunne jeg ganske vist nå helt ned til bunden, men det tog tre timer at suge en kvart liter hypoid-olie op på denne måde.
  Efter et par dages forløb begyndte tvivlen imidlertid atter at snige sig ind på mig. Næsten alle efterkrigs-biler har nemlig hypoid-fortænding og skal have højtryksolie, så hvad var det mon for mange biler, Spirax-olien blev brugt til, hvis den ikke havde disse

 

egenskaber? Og hvis den var så meget brugt, hvorfor kunne den første forhandler så ikke levere en tilsvarende? En opringning til Shell's hovedkontor bekræftede min mistanke: Spirax er hypoid-olie indeholdende hele sortimentet af højtryksadditiver! Gearolie uden disse additiver hedder derimod Shell Dentax (Castrol-fanatikere skal forlange Castrol ST). Tromlen med påtegnelsen Spirax EP måtte være en, forhandleren havde stående fra gammel tid, forklarede man. Trods mange beklagelser fra Shell, som ædelmodigt tilbød at refundere den del af olien, jeg ikke allerede havde brugt, kunne jeg altså for anden gang tilbringe tre timer med at suge hypoid-olie op af mit styre-

(fortsættes side 24)