Bilhistorisk Tidsskrift  NR. 62  -  1980     side    5

     
  Hvordan gik det til?
- eller endnu en måde at forblive fattig på

Af Benny Ahlburg

 
Ofte har tanken været der, men først nu i juledagene 1979 er det lykkedes at få tiden, papiret og kuglepennen til at mødes med inspirationen, for at nedfælde historien om egne bekendtskaber med gamle biler, og der igennem også årsagen til pludselig at se sig i besiddelse af et stykke kraftig mekanik, årgang 1938.
  Allerede i moders skød, 1933-34, er påvirkningen sikkert begyndt, idet mit fædrene ophav dengang var ejer af en Mathis-vogn med stiv bagaksel og udvendige gear. Oprindelse og årgang ubekendt. Efter adskillige ombygninger, udført som hjemmestrik, fik vognen, ved hjælp af dele fra Adler og andre mærker af lige så ubestemmelig årgang, det her viste udseende. Om det nu skyldtes tæring på familiens økonomi, eller for overdreven brug af sprogblomster, er aldrig blevet opklaret,

 

men sikkert er i hvert fald, at køretøjet blev afhændet omkring 1934, og ikke erstattet med andet før 1955.
   Vi, der er omkring de 45, har i vore tidligste erindringer om biler billedet af 4 hjul, dækket af samme antal skærme. Stakkels børn, der vokser op i dag, og kun vil have erindring om uformelige pontoner, der formodes, ligesom krinolinedamerne, at være forsynet med hjul.
   1940-45 hugger et hul i billedet af disse fire-hjulere, når lige undtages landlægens, heldigvis sjældne besøg, enkelte bøgebrændedrevne lastvogne og den lokale bagers karbid/vanddrevne A-Ford. jo, det kunne nemlig også lade sig gøre, men jeg har ikke nogen erindring om karbid-gasværkets udformning.
  Vi når til det famøse år 1952, hvor den her afbildede Citroen blev anskaffet,

 

ved bytte- og tuskhandel med bl.a. en DKW motorcykel.
   I papirerne var pragtstykket benævnt årgang 1925, og kendere sagde, det havde været en Kløverblad, men var kraftigt ombygget. Den skæbne overgik jo mange af slagsen.
  Desværre kom der aldrig nummerplader på vidunderet. Den lokale, nu længst afdøde motorsagkyndige, havde fra første færd en »uforståelig« uvilje mod læredrengens bil. Først brugte han de gængse midler, »dårlige bremser«. Det blev afhjulpet ved at lade kardanbremsen blive til fodbremse, stakkels bagtøj. (De sildebensvævede tænder holdt da heller ikke længe til det liv.) Og siden ved at forlange baglæns kørsel og derpå opbremsning. Enhver, der har set en Kløverblad udføre denne operation, vil grine bare ved tanken om de skønne rejehop den præsterer, medens baghjulene prøver at bukke fjedrene ind under ekvipagen. jo, den motorsagkyndige vidste nok, hvad han bad om. Og til akkompagnement af de tilstedeværendes latter, blev jeg og min stolthed sendt hjem igen.
  Miseren blev afhjulpet ved at lægge to kraftige fladremme, af dem man brugte til andre tærskeværker, om-