Bilhistorisk Tidsskrift  NR. 66  -  1981     side  18

     
  Danske Veteranbiler (4)
Af Ole Emil Riisager
  
 
 

Vi genoptager her den serie om dansk bevarede veteranbiler, som sidst sås i BhT nr. 55. Flere afsnit er på lager og følger når der bliver plads i bladet.

  

LEMVIG
Skønt man nøje ved hvem der har lavet »Lemvig-Vognen« på Danmarks Tekniske Museum, er det et uopklaret mysterium, hvor gammel vognen er. Dette særprægede køretøj blev fremstillet af urmager P. Nielsen i Lemvig – måske omkring 1900, måske temmelig meget senere. Men en mulighed er også at køretøjet har været under bygning og ombygning igennem en årrække. Museet mener i hvert fald at den senere er udstyret med visse uoriginale dele. Den er udstillet urestaureret.

Og spørgsmålet er om man ikke engang imellem skulle afstå fra at restaurere køretøjerne og udstille dem som de er fundet. Det ville være ganske velgørende. Lemvig-Vognen har en en-cylindret, luftkølet motor, som har kørt på sprit og petroleum, tilført i en passende blanding fra to forskellige tanke gennem en regulerskrue, som udgør karburatoren. Der er milliongear med en friktionsskive og tandhjulsstyring med kædetræk. Urmageren har brugt gasfittings adskillige steder i konstruktionen, og til de mere særprægede detailler hører de affjedrede hjulnav. Hjulene er i øvrigt af jern, helt uden gummi.
   Lemvig-Vognen blev fundet omkring 1963 af nu afdøde salgschef hos Andersen & Martin Christian Schmidt. Firmaet overvejede at købe den, men afstod, og den endte altså hos DTM.

SWIFT
DVK's Swift 1913, som befinder sig på Teknisk Museum, ejedes tidligere af tre mænd på Ry-egnen i Jylland, og de havde gjort den køreklar for at tage konkurrencen op med Johan Frederiksens Wanderer. Swift'en blev imidlertid købt af O. T. Neel, sådan at DVK fik halvpart i den og den anden halvpart delte Neel, Bülow-Jacobsen, Tønnes Pedersen og Bent Mackeprang. Tønnes Pedersen og Mackeprang påbegyndte restaureringen med adskillelse, rensning, sandblæsning og grunding af undervogn, aksler osv, men derpå blev hovedreparationen af motoren, lakering, samling og sadelmagerarbejde foretaget af DTM.

Til højre Lemvig-vognen. Bemærk hjulene.