Bilhistorisk Tidsskrift  NR. 67  -  1981     side    3

     
  Ford T Album (1)

Henry Fords T models popularitet og mangfoldighed i Danmark, illustreret med originale danske fotografier – det er motivet for dette »Album« og et efterfølgende. Vi har delt det op i Messing-Ford'er og dem som kom senere.
   I messing-perioden var det F. BüIow & Co. som var generalrepræsentant, og de fleste af fotografierne denne gang har vi da også lånt af Jan BüIow-Jacobsen, der prisværdigt hæger om firmaets arkiv.
   Generelt kan det siges at i de tilfælde hvor karrosseriet ikke er standard er det dansk bygget. Bülow havde selv karetmagerværksted i de år, da virksomheden lå i Knippelsbrogade i København. Men om karrosserierne er fremstillet der ved vi i dag ikke med sikkerhed. Der var talrige karetmagere både i København og i hele provinsen som forsynede chassiser med dansk karrosseri dengang.
   Billedet på forsiden er af C. A. Bülows racer, men det er værkfører Husted Noe bag rattet (senere bilforhandler

 

i Randers). Bülow kørte med i det første Skagen-løb i 1913, men da havde vognen gaslygter, her er der elektrisk lys, så det er formentlig den skikkelse vognen havde i 1914.
   Værkstedet til venstre er Bülows i Knippelsbrogade. Vognen længst til højre er dog ikke en Ford, men formentlig en Grégoire. Billedet til højre har vi fra Fritz Videbech i Viborg, som oplyser at det er hans farbror der forsøger sig som mekaniker. Det kunne nok være fornødent. Fotoet er fra MOTOR's indsamling.
   Fra de første Ford T kom til landet i 1909 blev modellen straks taget i anvendelse som droske. Fra Stig Rydmann stammer fotografiet af en meget tidlig Ford T hyrevogn i Slagelse.
   På vare- og lastbilerne vil man nikke genkendende til nogle af firmanavnene, som stadig findes. Bemærk stilændringerne, først det flade tag over førersædet, senere bliver det krumt, og endelig en rent dansk opfindelse, den skrå motorhjelm på chokolade- og lakridsfirmaet Engel & Kiskys smarte

 

vogn. Sygetransportkompagniets lukkede ambulance er fra Alborg. Den mere primitive med sejldug over et åbent lad er en militær lazaretvogn.
   Flere af varevognene var egentlig touring-modeller med bagkarrossen skåret af – men den kunne skam sættes på igen. Mon det var »Onkel« selv der benyttede Det kgl. Assistenshus' køretøj som privatvogn om søndagen?