|
Aurelia restaurering
Af Niels Jonassen
Selvom det naturligvis ikke var Vincenzo Lancia
der alene sad og konstruerede Lancia-fabrikkens biler gav hans død
i 1937 alligevel anledning til en del spekulationer med hensyn til
virksomhedens fremtid. Han havde haft en lykkelig evne til at samle
en kreds af begavede teknikere som kunne samarbejde om at skabe
biler ud over det sædvanlige. Ikke blot hvad angik kvalitet — det
er indenfor moderne industri trods alt noget man blot kan beslutte
sig for — men også hvad angik brugs-og køreegenskaber. Der
fandtes omkring Lanciabilerne en hel menighed som ikke ville køre i
andet samt en endnu større skare af bilister som meget gerne ville
køre i Lancia men ikke havde råd.
Ved Vincenzo Lancias død var fabrikken netop ved at
lancere den mest banebrydende Lancia siden Lambda, nemlig Aprilia.
Den havde de velkendte Lancia-træk: Selvbærende karrosse- |
|
ri, uafhængig forhjulsaffjedring med lodrette,
drejelige teleskoper, topventilet motor i et snævert V. Men desuden
var der nu uafhængig baghjulsaffjedring med bagudrettede svingarme
med såvel blad- som torsionsfjedre, og differentiale og bageste
bremsetromler monteret i den selvbærende bund. Og karrosseriet var
kort og afrundet med et hjul i hvert hjørne. Det mest forunderlige
var måske at dette køretøj hverken var en luksusbil eller en
sportsvogn men derimod en solid mellem-klassebil. Den 4 cylindrede
motor var først på 1100 cc og senere på 1500 cc — og der var
mange Fiat-købere der gerne havde vredet tegnebogen lidt mere for at
få råd til en Aprilia. De fik en chance i 1939 med Ardea — en 3/4
størrelse Aprilia.
Da bilproduktionen gik i gang igen efter 1945 var Aprilia
og Ardea stadig meget konkurrencedygtige, så spørgsmålet om hvilken
vej fabrikken ville gå
|
|
|
efter grundlæggerens død forblev fremdeles ubesvaret.
På tegnestuerne var man imidlertid begyndt. Vincenzo Lancias søn Gianni
havde overtaget ledelsen af fabrikken, og Vittorio Jano var kommet fra Alfa
Romeo og havde overtaget den tekniske ledelse. Men hverken Lancia eller Jano
sad og tegnede streger på tegnestuen; den nye bil der var ved at tage form
blev som Lambda og Aprilia skabt af et hold af unge ingeniører der fik lov
til at konstruere op til et ideal og ikke ned til en pris. Resultatet,
Lancia Aurelia, kunne vises frem på biludstillingen i Torino i 1950.
Linien bagud til Aprilia var tydelig nok, men linien fremad var
lige så klar. Stadigvæk et selvbærende karosseri med platformbund,
Lancia-forhjulsaffjedring, et hjul i hvert hjørne. Men motoren var vokset
til 1750 cc og 6 cylindre og var nu et rigtigt V på 60 grader. Med
krumtapslagene forskudt 60 grader i forhold til hinanden opnåede man helt
jævne kraftimpulser i en kontinuerlig »spiral« med tændingsrækkefølgen
2 1 4 3 6 5. Før Aurelia havde flere fabrikker, bl.a. Ford, afvist V6 som
umulig at få i balance. Som i Aprilia var differentialet fast monteret
|
|