Bilhistorisk Tidsskrift  NR. 73  -  1983     side  24

     
  Aurelia restaurering

Af Niels Jonassen

Selvom det naturligvis ikke var Vincenzo Lancia der alene sad og konstruerede Lancia-fabrikkens biler gav hans død i 1937 alligevel anledning til en del spekulationer med hensyn til virksomhedens fremtid. Han havde haft en lykkelig evne til at samle en kreds af begavede teknikere som kunne samarbejde om at skabe biler ud over det sædvanlige. Ikke blot hvad angik kvalitet — det er indenfor moderne industri trods alt noget man blot kan beslutte sig for — men også hvad angik brugs-og køreegenskaber. Der fandtes omkring Lanciabilerne en hel menighed som ikke ville køre i andet samt en endnu større skare af bilister som meget gerne ville køre i Lancia men ikke havde råd.
   Ved Vincenzo Lancias død var fabrikken netop ved at lancere den mest banebrydende Lancia siden Lambda, nemlig Aprilia. Den havde de velkendte Lancia-træk: Selvbærende karrosse-

 

ri, uafhængig forhjulsaffjedring med lodrette, drejelige teleskoper, topventilet motor i et snævert V. Men desuden var der nu uafhængig baghjulsaffjedring med bagudrettede svingarme med såvel blad- som torsionsfjedre, og differentiale og bageste bremsetromler monteret i den selvbærende bund. Og karrosseriet var kort og afrundet med et hjul i hvert hjørne. Det mest forunderlige var måske at dette køretøj hverken var en luksusbil eller en sportsvogn men derimod en solid mellem-klassebil. Den 4 cylindrede motor var først på 1100 cc og senere på 1500 cc — og der var mange Fiat-købere der gerne havde vredet tegnebogen lidt mere for at få råd til en Aprilia. De fik en chance i 1939 med Ardea — en 3/4 størrelse Aprilia.
   Da bilproduktionen gik i gang igen efter 1945 var Aprilia og Ardea stadig meget konkurrencedygtige, så spørgsmålet om hvilken vej fabrikken ville gå

 

efter grundlæggerens død forblev fremdeles ubesvaret. På tegnestuerne var man imidlertid begyndt. Vincenzo Lancias søn Gianni havde overtaget ledelsen af fabrikken, og Vittorio Jano var kommet fra Alfa Romeo og havde overtaget den tekniske ledelse. Men hverken Lancia eller Jano sad og tegnede streger på tegnestuen; den nye bil der var ved at tage form blev som Lambda og Aprilia skabt af et hold af unge ingeniører der fik lov til at konstruere op til et ideal og ikke ned til en pris. Resultatet, Lancia Aurelia, kunne vises frem på biludstillingen i Torino i 1950.
   Linien bagud til Aprilia var tydelig nok, men linien fremad var lige så klar. Stadigvæk et selvbærende karosseri med platformbund, Lancia-forhjulsaffjedring, et hjul i hvert hjørne. Men motoren var vokset til 1750 cc og 6 cylindre og var nu et rigtigt V på 60 grader. Med krumtapslagene forskudt 60 grader i forhold til hinanden opnåede man helt jævne kraftimpulser i en kontinuerlig »spiral« med tændingsrækkefølgen 2 1 4 3 6 5. Før Aurelia havde flere fabrikker, bl.a. Ford, afvist V6 som umulig at få i balance. Som i Aprilia var differentialet fast monteret