Bilhistorisk Tidsskrift  NR. 77  -  1984     side   34
     
  Automobillakering
 Af Iver Jensen og P E Hansen

Hvad indeholder begrebet »automobil-restaurering« – man kan gå »helt i bund«, hvor denne bund så end måtte befinde sig. Eller man kan give objektet en lettere omgang. Ligeledes med malerarbejdet, hvor langt skal man gå, skal de gamle laklag fjernes, hvor meget skal man afmontere etc.? Skal man derfor beskrive hvordan man griber sagen an, vælger vi at »gå helt i bund« –skille bilen totalt ad og male hver enkelt ting, som vi mener det bør gøres.
 
Adskillelsen
Grundlaget for bilens hele konstruktion er chassisrammen. Ved afmonteringen er den det sidste element i den proces, der efterlader restauratoren i en uoverskuelig mænge løsdele, og ved restaureringen – her afrensningen – er det det første man bør gå igang med. Alle de andre dele, der danner bilen, kan så behandles i den rækkefølge, de kan monteres på rammen og andre elementer

  

 

 
Afrensningen
Grundlaget for et godt resultat af malerarbejdet, er en ordentlig afrensning. De metoder man kan anvende er:

Sandblæst med 
       glaspulver sand
       stålkugler

Slibning med
       båndsliber 
       vinkelsliber 
       rystepudsen

Ætsning med
       ætsemidler, der påsmøres 
       neddypning i en varm blanding af
       ætsnatron og vand 
      (aluminium opløses i ætsnatron)

Afskrabning med 
       diverse skrabere

 
 

Børstning med 
       stålbørste

Afvaskning med
        fortynder etc. samt olieopløsende
       emulgatorer.

Generelt må man konstatere, at sandblæst er en meget effektiv, men samtidig hård rensemetode, som bør anvendes på de svære undervognsdele, men man skal vare sig for at sandblæse karrosseridele ukritisk.
   Ved sandblæsning »bombarderes« metaloverfladen med tusindvis af små hammerslag, der ved tynde plader kan få metalpladen til at kaste sig. Vi foretrækker at afætse karrosseridele og om nødvendig sandblæse ombøjede og falsede kanter på skærme, døre etc.
   Vi begrænser slibning med grove slibeskiver i vinkelsliberen til svejsesømme etc., udfra den erfaring at jo flere dybe slibespor man tilfører den overflade, der til sin tid skal stå med høj-glanslakering, jo mere spartelarbejde kommer man til at udføre.