| |
Det er jo ikke ligefrem ofte jeg kryber til
skrivemaskinen for at berette om mine automobiliske oplevelser, men
bortset fra almindelig dovenskab hænger det nok også sammen med at min
opfattelse af hvorledes en gammel bil skal bruges, tilsyneladende ikke
deles af ret mange andre her i landet. Kort og godt, jeg mener at biler er
beregnede til at køre, og går de i stykker herved kan de repareres. Jeg
tror nok begge dele giver mig lige stor fornøjelse.
Men tilbage til sagen: når jeg alligevel denne gang skriver,
så er det fordi Mille Miglia løbet i år, som for anden gang afholdtes
for biler fra 1927 til 1957, og hvori jeg deltog med min BUGATTI T37, ikke
var et rent BUGATTI arrangement og derfor har en bredere interesse, men
også fordi det var en helt fantastisk oplevelse, som jeg synes også
andre i klubben bør høre om.
Først lidt historie. Mille Miglia betyder 1000 mil, d.v.s.
1600 km og svarede til løbets længde. |
|
Løbet afholdtes første gang i 1927. Formålet var
oprindelig at tilbagelægge denne strækning på kortest mulig tid non
stop, bortset fra kontrolstederne. I 1957, hvor løbet kørtes sidste
gang, var gennemsnitshastigheden 160 km/tim. På grund af alvorlige
ulykker blev løbet forbudt. Starten var i Brescia og der blev i tidens
løb kørt ad forskellige ruter, men oftest gik turen over Verona og
Ferrara, herefter langs østkysten ned til Ancona, så tværs over
støvlen til Rom og herfra igen nordpå via flere bjergpas, til løbet
igen endte i Brescia.
Denne rute benyttedes til det retrospektive løb i år. Til
forskel fra det oprindelige løb køres ikke non stop, men i 3 etaper, og
der er heller ikke officielt tale om et hastighedsløb, omend visse tider,
baseret på et gennemsnit på 40 km/tim skulle overholdes. Det var
oprindelig meningen, at max 50 biler, som alle skulle være af samme type
og fabrikat som de vogne der i sin tid havde deltaget i løbet, skulle
deltage, |
|
men da der kom mellem 300 og 400 tilmeldinger,
besluttede arrangørerne at hæve antallet til 220. Heraf kom ca. 200 til
starten i Brescia den 24. maj.
For at undgå de kedsommelige tyske autobaner, havde jeg og
min copilot, Randi Janssen, valgt at tage autotoget fra Hamborg til
Basel. Det skulle vise sig at være en klog beslutning, for det regnede
det meste af tiden. Vi ankom således tørre i Basel om morgenen den 23/5,
og havde derfor halvanden dag til at køre gennem Schweiz til Brescia.
Vejret var nu rimeligt godt, og vi nød turen gennem Schweiz, spiste
frokost med venner i Luzern og overnattede hos en SALMSON samler i Tessin,
kort før den italienske grænse. Startede dagen efter i strålende
solskin og kørte ad småveje til Brescia, som vi nåede ved 14-tiden.
Hvor vi havde undret os over ikke at have mødt en eneste gammel bil på
vejen, så mødte der os til gengæld et prægtigt syn, både visuelt |
|
