|
komme videre mod Grasse, og valgte en bjergvej langs en
slugt som hedder Grand Canyon du Verdon. Vejen hedder La Corniche Sublime
og det var den bestemt også. Højere og højere kom vi, for at ende i
1200 meters højde. Et sted førte vejen gennem nogle flotte gallerier, og
på den anden side af slugten kunne vi se en vej, som ifølge kortet
kommer op i 1400 m, så den må vi nok prøve næste gang. Lidt efter kom
vi ud på den berømte Route Napoleon, som på denne strækning omfatter
adskillige pas, alle i ca. 1000 m højde. Vi fandt et rart lille hotel og
spiste en dejlig middag kort før Grasse.
Torsdag morgen fortsatte turen i strålende vejr, først
igennem Grasse, som er stedet hvor de fleste af Frankrigs parfumefabrikker
befinder sig. Visse steder var duften af parfumen så kraftig, at den
oversteg vor duft af Castrol racing olie.
Vi havde en frokostaftale med en fransk BUGATTI samler i byen
Vence, og havde på vejen dertil tid til at aflægge besøg i St. Paul, en
lille middelalderby helt lukket for trafik, og kendt for sin meget fine
Boule bane og Fondation Maeght galleriet, som frem for alt udstiller
moderne kunst. |
|
Efter frokosten fulgtes vi med vor ven som skulle
deltage i Monte Carlo løbet med en T 35 BUGATTI. Vi ankom til den plads,
som var forbeholdt BUGATTI bilerne, ved 15 tiden, og nu havde byen
sandelig forandret sig. Overalt hørtes brølende motorer, og på det
tidspunkt hvor vi indtraf, var formel 3 vognene igang med træningen.
I BUGATTI løbet om søndagen måtte max. 25 biler deltage,
og da over 30 havde meldt sig, skulle træningen bl.a. benyttes til at
udvælge de hurtigste. Selv skulle jeg ikke deltage, både fordi man
insisterede på kun at have 8- cyl. biler i løbet, og fordi jeg ikke er i
besiddelse af den nødvendige internationale licens. Jeg var altså kun
tilskuer, men der var sandelig også noget at se på, og alle biler som
bruges til deres egentlige formål, nemlig at køre løb, og ikke som
gravmonumenterne i den Schlumpf'ske kirkegård i Mulhouse.
Der var 2 T 59, den meget smukke racer, som byggedes kort
før krigen, med de berømte klavertrådshjul hvor egerne kun overfører
radiale kræfter, medens de aksiale kræfter overføres via en tandkrans
mellem fælg og bremsetromle. Der var en af de meget sjældne 16-cyl. T 47
racere (der er kun bygget |
|
en), en også meget sjælden T 53 med firehjulstræk
(kun to stk. fremstillet), en T 54 ud af seks fremstillede eksemplarer,
adskillige T 51 vogne, og et endnu større antal T 35 i udførelse med og
uden kompressor.
Mange af bilerne lavede en helt utrolig larm, særlig den
16-cyl. lød som et velsmurt maskingevær, da de kørte ud til
træningsrunderne. Men hvor var det smukt at se et løb med biler fra den
tid, hvor det også var væsentligt at ting var smukke og ikke blot
funktionelle. Ved siden af BUGATTIerne ligner de moderne formelvogne
madkasser på hjul.
Da der var lidt for megen trængsel i Monte Carlo efter vor
smag, og da vi havde set og talt nok, besluttede vi at forlade stedet. Vi
ville aflægge besøg hos nogle danske venner, som har et lille hotel i
Lantosque, ca. 50 km inde i landet. Jeg plejer at køre dertil via
Nice, men på kortet så det ud som om det var kortere at køre over
Menton. Det skulle vise sig at forholde sig anderledes. I en bar i Menton,
hvor vi styrkede os inden turen over bjergene, fortalte vi hvilken vej vi
agtede at køre. Man stirrede vantro på os og talte om at vejen nok var
lukket, at der sikkert var |
|