|
sne osv., og at vi burde køre over Nice. Vi antog at
der blot var tale om gamle mennesker, som aldrig bevægede sig længere
fra deres hjem end til det nærmeste værtshus, og begav os på vej.
Efter kort tid begyndte vejen at stige, og det blev den ved
med i lang tid. Hårnålesvingene var så skarpe, at vognen kun lige kunne
komme rundt, og selv i første gear var det ofte svært at accellerere
efter svingene.Det virkede som om vi ville ende oppe hos Vorherre. Først
kom vi ind i skyerne, og senere lå der en del sne, så de gamle havde
faktisk haft ret, omend vejen ikke var lukket. Det var ved at blive mørkt
og nu holdt dynamoen op med at virke. Det var for så vidt overraskende,
da den plejer at bryde sammen på et langt tidligere tidspunkt. Endelig
kom vi frem til det lille hotel, som er indrettet i en gammel
politistation langs en slugt med en rivende flod. En senere inspektion af
et bedre kort har vist, at stigningerne var på 14 %, og at vi havde
været oppe i 1000 meters højde.
Om fredagen, hvor vejret igen var godt, slappede vi af og
sundede os til den forestående lange hjemrejse. Jeg
BUGATTIer i Monte Carlo, T 35. |
|
reparerede dynamoen med en gammel loddekolbe jeg
fandt i hotellets kælder. Det viste sig at akkumulatoren var brudt
sammen, sikkert på grund af rystelserne, og at dynamoen derfor
havde måttet arbejde for meget, hvorpå alle kommutator lodningerne
var smeltet.
Lørdag morgen startede vi hjemturen. Igen fulgte vi
Route Napoleon over Digne, Gap, Grenoble, derfra over Aix les Bains
og Annecy til Geneve, hvor vi stoppede for |
|
natten kort før Lausanne. Søndag aften skulle
vi besøge venner i DUsseldorf, så rejsen gik videre over Bern,
Basel, Karlsruhe og Mannheim til Diisseldorf, hvor vi blev behørigt
modtaget med champagne. Gennem Tyskland ad autobanen for at få det
overstået så hurtigt som muligt. Det var nu begyndt at regne igen.
Sidste etape om mandagen gennemførtes uden
nævneværdige oplevelser, vejret skiftede mellem regn og gråvejr, |
|
|