Bilhistorisk Tidsskrift  106/1991     side  29

      
 

kendtes fra udlandet. Motoren drev på baghjulet, som var ophængt med en bladfjeder på hver side. Akermann styring. Med venstre hånd betjente føreren et kontrolgreb for fire hastigheder med 11 km/t som maksimum, med højre styrede han. I bunden af varekassen stod på kraftige spiralfjedre 42 elementer, som tilsammen vejede 250 kg og leverede 24 amperetimer til en Thrige 110 volt motor på 1 HK, anbragt på vognkassens underside. Vægt med batterier 65o kg - massive Continental gummiringe.
   Illum opgav de elektriske vogne, dels på grund af deres svaghed overfor sneføre, dels fordi det tog så lang tid at lade batterierne op.
   Allerede med de første varevogne havde Illum angivet den karrosseristil, som stormagasinet beholdt i mange år, med et mere fornemt anstrøg end Magasins grønne og gule vogne. Om nogle




De første benzindrevne varevogne var trehjulede Cyclonetter. På billedet er det ifølge teksten i Illums ældste fotoalbum nr. 2, der gjorde tjeneste 1915 til 1920 og afløste nr 1 fra 1910. Chauffør Åge Hansen.

af Illums vides, at de var lavet på Larsens Vognfabrikker i Smallegade på Frederiksberg, men på en af de følgende benzinbiler kan tydeligt læses karetmagerskiltet, der oplyser at vognen er bygget hos karetmager Schultz' efterfølger. Et sted med traditioner, blandt kareterne i den kongelige staldetats remiser møder man Schultz' frembringelser.

 

Vi vil lade billederne og billedteksterne fortælle om udviklingen siden.
   A.C. Illum var også privat motoriseret tidligt og vi er stødt på at han i 1905 eller 06 var med i et af de store motorløb tværs over landet, dog som passager. Familien boede imellem Vedbæk og Rungsted, men privatvognene havde K-numre: K 5 og som direktionsvogn K 55.