Udtrykket »charabanc« er først brugt i forbindelse med hestevogne, da man i gamle dage i landbruget benyttede en del arbejdsfjedervogne, hvor akseltræerne var erstattet med elliptiske blad-fjedre. For at ydnytte arbejdsvognen, blev den på ladet forsynet med siddebrædder eller agestole.
   Undertiden brugtes lange sæder langs fadingens sider, og man fik da køretøjet omdannet til en »charabanc«, der forøvrigt også forekom som specielt personkøretøj.
   »Charabancen« var ideel, hvis man under rejsen ønskede at konversere med sine medrejsende, da man sad overfor hinanden, men den har formentlig ikke været særlig komfortabel.
   På Bornholm startede vognmændene formentlig omkring 1918-1920 med at transportere turister og andet godtfolk på ladet af lastbilerne ved opsætning af langsæder langs med sidefjælene.

Turistkørslen foregik fortrinsvis på Nordbornholm med udflugter til Dueodde og Paradisbakkerne, idet turisterne først indfandt sig på Sydbornholm langt senere.
   Denne måde at transportere mennesker på i den såkaldte åbne charabanc blev brugt op til midten af tyverne, hvor den var forældet, da udviklingen på dette tidspunkt allerede var løbet fra den åbne charabanc.
   Næste type charabanc var allerede først i tyverne begyndt at dukke op rundt omkring. På Balka boede cementstøber John Caspersen, som i 1920-21 anskaffede sig en Ford TT lastbil til brug i virksomheden i transport af produkter/varer til og fra virksomheden.
   For at udnytte lastbilen fuldt ud og tjene lidt ekstra penge fik Caspersen fremstillet polstrede bænke, der kunne stilles op på ladet, og da Caspersen også tænkte på passagerernes komfort, så