|
plomat arbejde med sin motoriserede
sneplov eller sin kædesav.
Det havde ærgret mig, at jeg ikke som
redaktør af Bilhistorisk Tidsskrift havde nogen kontakt med kapaciteten
Scheel. Medlem af DVK havde han aldrig været, det skyldtes nok dels
udlændigheden, dels at han næppe var flokdyr nok til sådan noget.
Måske kendte han slet ikke klubbens eksistens.
Imidlertid er vi kommet så
langt frem i tiden, at jeg var ved at gøre dybe knæbøjninger til en
længere afhandling i Bilhistorisk Tidsskrift om Hammel bilen, og det var
på det tidspunkt, at jeg blev klar over, at Th. Ry Andersen i flere
perioder havde brevvekslet med Scheel, at Scheel også var i gang med at
forske dybt i emnet og at Ry Andersen havde bidraget stærkt til
forskningen herhjemme. Det varede ikke længe, før jeg ikke kunne modstå
fristelsen til selv at skrive til Scheel. Som man vil vide blev resultatet
dels Hammel-nummeret af Bilhistorisk Tidsskrift (med diverse
opfølgninger), dels Scheels store afhandling om Hammel-bilen i hvad der
anses for verdens mest eksklusive bilhistoriske tidsskrift, det
amerikanske Automobile Quarterly.
|
|
Det lå Scheel stærkt på
sinde at Hammels gravsted på Assistens Kirkegård i København
blev bevaret, det eksisterede faktisk endnu. Og jeg kunne meddele ham at
det var kommet på listen over bevaringsværdige gravsteder,
omtrent samtidig med at bagbygningen på Nørrebrogade skråt overfor,
hvor Hammel-bilen var fremstillet, blev revet ned.
Men brevvekslingen sluttede ikke med
Hammel, næsten tværtimod, for nu benyttede jeg lejligheden til at drage
nytte af Scheels særlige interesse for Bugatti. Det er også et af de
emner, jeg håber inden for en overskuelig fremtid at fylde et
Bilhistorisk Tidsskrift med. Scheel havde blandt andet den personlige
erfaring med Bugatti, at han som tyveårig, i 1939, havde hjulpet Henning
Karlby med at indføre en type 50 og få den til at køre. Da Scheel den
10. april 1940 havde sat Karlby og hans kone i en robåd nord for
Helsingør, så de slap til Sverige og siden USA, stod Scheel
tilbage med Bugattien, som han fik klodset op i Charlottenlund. 1 1945
blev den taget ned af klodserne, men det viste sig at en tredjeperson
havde penge til gode i vognen, og med allerlaveste aspirant-løntrin i
udenrigsministeriet kunne Scheel ikke
|
|
overtage vognen helt, den måtte afhændes, blev
senere kørt af Hans Pahl i nogle løb og endte så i USA.
Det var Scheels viden om Bugatti der
skabte forbindelsen mellem ham og Automobile Quarterly. AQ's europæiske
redaktør, Griffith Borgeson, gav Scheel æren af nogle enkeltheder i sin
bog om Bugatti (i 1981). Da Scheel takkede og påpegede et par fejl i
bogen, foreslog Borgeson ham at genoptage sin bilistiske
skribentvirksomhed. Det gjorde Scheel så, idet han satte sig for at
veksle mellem historie og moderne emner. Jeg er ikke ganske klar over,
hvilke emner det blev til i begyndelsen, men det endte med, at AQ
udnævnte Scheel til »contributing editor«, hvad han var ganske stolt
over, omend han siden var noget utilfreds med samarbejdet. Sammen med den
langt senere quizvinder Arne Jørgensen var jeg i stand til at bidrage med
materiale til en stor artikel, Scheel skrev til AQ om DKW og
totaktsmotorer. Senest ved jeg at han arbejdede med emnet motorkøretøjer
i arktiske egne, og skønt han selv skaffede sig oplysninger fra Danmark
om den vogn, Mylius-Erichsen havde med på Danmarks-ekspeditionen i 1906,
kunne jeg sætte nogle ting
|
|
