Bilhistorisk Tidsskrift  122/1995     side  4

      
 

selv boede, og bor. Jeg fandt aldrig bilen, men en dag i begyndelsen af 80'erne kom Yngve Falk fra Esrum kørende med selvsamme vogn på sin hænger. Mens den var staldet op i Esrum så jeg den ofte, og til sidst lykkedes det mig at erhverve vraget for et rimeligt beløb.
   Jeg havde solgt min Mathis MB 1927, så jeg havde en tom plads i carporten, hvilket jeg ikke kunne leve med (familien kunne godt). Til familiens ros skal siges at den godt kunne se mulighederne i vraget, der nu blev døbt Cigaren på grund af længden, akselafstand 2.70 m.
   Så begyndte detektivarbejdet for alvor, jeg måtte vide noget mere. At bilen var en ægte Nordisk Specialracer og at den havde været indregistreret var jeg ikke i tvivl om, men nu gjaldt det om at finde beviser. Jeg vidste fra gamle billeder og artikler fra 1940'rne at Svend-Eiler Kronsbjerg i Odense havde bygget bilen og kørt løb med den. Alle fortalte mig at Kronsbjerg ikke fandtes mere, men det var et forsøg værd, og heldigvis levede han i bedste velgående og kunne give mig alle bilens data og en mængde historie. Desuden henviste

 

han mig til en fru Markus Mikkelsen, hvis mand havde ladet vognen indregistrere omkring 1952 efter en større ombygning. Jeg gik nu i gang med toldvæsenet og centralregistret, som ikke havde tid til at finde papirerne, men af toldvæsenet fik jeg tilladelse til at genopbygge vognen hvis jeg brugte de væsentligste dele af karrosseriet osv. Da det var muligt, fremstår vognen i dag med original ramme, front, hjelm, torpedokonstruktion, noget af bagenden, pedalarrangement, styretøj (?), fortøj med bremser, bagfjedre, motor og gearkasse.
   Endvidere tog jeg kontakt med bilinspektionen i Kvistgård, og ansvarshavende Frank Jensen har været behjælpelig med gode råd og vejledning, idet bilen kun var identificeret med motornummeret KPTO 1945. Jeg mente dengang at motoren skulle udskiftes, så derfor var gode råd dyre med hensyn til et nummer. Senere fandt jeg et stelnummer, 233800, på et atypisk sted på rammen og kunne overfor toldvæsenet dokumentere at det stammede fra en FIAT 508CL 1938. Kronsbjerg oplyser at undervognen blev købt efter befrielsen på Beldringe flyveplads

 

som tyskerefterladenskab. Med i købet fik han et varevognskarrosseri som stod ved siden af, men ikke nødvendigvis havde siddet på. Chassisets perforering tyder på personvogn, da det er længere end normalt måske et hyrevognschassis. Sammesteds købte Kronsbjerg en Opel Kapitän motor. Dens nummer, KPTO 1945 viser at toldvæsenet har været inde i billedet dengang. Rammen blev valgt på grund af de meget store aluminiums forbremser og den fine forhjulsophængning med lodrette fjedre og støddæmpere i en og samme cylinder. I første omgang fik vognen en temmelig stor højde, senere blev den betydeligt lavere og mere konkurrencedygtig.
   Motoren er født med 60 hk men må have ydet betydelig mere. Toppen var høvlet, der var dobbelte ventilfjedre, polerede kanaler, 2 Solex karburatorer fra DKW, afdrejet svinghjul, omsleben, hurtig knast, dobbelt tændspole, dobbeltvirkende fordeler, to vandkølere, oliekøler,


Danmarksmesterskaber på Fangel-banen 1950.