Bilhistorisk Tidsskrift  No. 5  1959   side  3

 
 

 

 
AUTOBOBILETS FORM

     Tit griber man sig i spørgsmaalet: Hvad vil vore efterkom-
mere om een og to menneskealdre mene om 1950'ernes automobilpro-
duktion? Vil man med samme veneration nævne FORD TAUNUS og OLDS-
MOBILE 88, som vi i dag taler om MORRIS Bullnose-OXFORD og PEER-
LESS? Eller vil man undres paa, hvilken CALIGULAs forestillings-
verden har inspireret udformningen af disse aars biler?
     Jeg tror, at det sidste vil være tilfældet. Der er endda
ingen tvivl om, at man om 60 aar endnu vil værdsætte vintage-
bilen, ligesom vi gør det i 1959, for de egenskaber, der med et
udtryk hentet fra psykologien er et prægnant fænomen for epoken
indtil begyndelsen af trediverne.
     Stort set er nutidens biler borade sikre, hurtige og effekti-
ve. Den moderne tekniks maskineri kan duplikere enhver nok saa
indviklet konstruktion til fuldkommenhed i utallige, ens og lige
paalidelige eksemplarer; den moderne bilkøber kan for selv en
ringe sum faa en bil, der kan hamle op med mange af de bedste
førkrigsbiler. Dette er en klarforbedring, som man naturligt
skulle vente det. Det bemærkelsesværdige i de senere aars tenden-
ser i automobilbygningen er imidlertid en gennemgaaende pauver
behandling af formgivningen og en beklagelig mangel paa æstetisk
sans, som præger en væsentlig del af bilfabrikkernes produkter.
     Analyserer man i grove træk formen paa en nutidig vogn, er
der ikke mange elementer i udførelsen, som ikke har en praktisk
begundelse. Saaledes er de stærkt omdiskuterede halefinner ikke
en rent modelune,, men er en detaille af stor betydning for det
aerodynamisk udformede køretøjs stabilitet. (Deres formaal er
at flytte sidevindskræfternes "tyngdepunkt", som paa en strømli-
nievogn ligger f o r a n bilen, hen til et punkt midt i køre-
tøjet, bag det vægtmæssige tyngdepunkt). At man i mange tilfælde
benytter sig af optiske bedrag som bagudskraanende kronlister
paa vognsiderne for at fremkalde virkningen af nogle finner, som
i virkeligheden ikke findes, viser kun, hvor halvhjertet og løgn-
agtigt. der arbejdes med formproblemerne, idet disse af arkitekt-
erne stjæles fra teknikerne og forvanskes til et simpelt, for-
krøblet modefænomen.
     Det mest grelle eksempel paa denne praksis er uden tvivl
den forlorne stødpude paa instrumentbrædtet. Man har i flere aar
i fine biler anbragt en polstret kant øverst paa, dette panel.
Nogle designere har syntes, at denne ide maatte kunne udnyttes,
og i dag ser man i adskillige vogne en tilsvarende vulst over
instrumentbordet - dog ikke polstret, men presset ud i knaldhaardt
blik - lige til at flække kraniet paa.
     Een af grundene til, at flertallet af moderne biler paa en
entusiast virker uinspirerede og til tider endda frastødende,
er uden tvivl den, at der i formgivningen arbejdes ud fra prin-

Næste side