|
|
|
|
|
Bilhistorisk Tidsskrift Efterår 1961 side 14 |
||
|
|
| Allerede dengang var
der i Pierce-Arrows maskinværksted ansat lige ved 140 mennesker, hvis eneste opgave var at inspicere de forskellige dele, der blev produceret. Hver enkelt del blev nøje inspiceret efter hver behandling i en værktøjsmaskine. Når en motor var samlet, blev den afprøvet på et dynamometer, hvorefter den blev skilt ad og alle dele målt igennem. Den blev derefter samlet igen og igen afprøvet på et dy- namometer i et lyddæmpet rum, hvor enhver lyd fra motoren let kunne hø- res. Hvis denne passerede denne prøve, blev hestekræfterne etc. kon- trolleret, hvorefter den til sidst blev installeret i et chassis. Det- te chassis med motor blev derefter underkastet en streng prøvekørsel, og efter godkendelse blev karosseriet monteret, hvorefter chefingeniø- ren for inspektionsafdelingen personlig afprøvede den færdige vogn, in- den den fik tilladelse til at forlade fabrikken. Man må ikke heraf forlede sig til at tro, at køberen herefter var ejer af et køretøj, han kunne køre rundt med til dets dages ende uden videre pasning og pleje. Efter instruktionsbogen for 1915 skulle 6 ste- der smøres hver dag, 3 steder for hver 150 miles, 2 steder for hver 250 miles etc. etc. Olien skulle skiftes for hver 375 miles, ved 2000 miles skulle hele motoren renses indvendig med petroleum og allerede ved 2000 miles skulle vognen hovedrepareres. Under første verdenskrig udviklede Pierce-Arrow deres såkaldte "Dual-valve, Six" motorer, d.v.s. motorer med 4 ventiler pr. cylinder. Disse motorer blev lavet i 2 størrelser, henholdsvis med boring og slag- længde 4 1/2 x 5 1/2 til den dyre type 48, og 4 x 5 1/2 til den mindre type 38. Der var ingen tvivl om, at der var tale om en god motor, og Pierce-Arrow reklamerede da også med, at den var så smidig, at hastig- hedsområdet i tredie gear lå fra 5 km til 120 km. Da imidlertid en ræk- ke af Pierce-Arrows værste konkurrenter såsom Packard, Lincoln og Cadil- lac var 8- og 12-cylindrede, betød dette allerede ved motorens fremkomst et alvorligt handicap, og da Pierce-Arrow stædigt bevarede konstruktionen indtil 1929, var resultatet, at Pierce-Arrow gennem tyverne stadig tabte terræn til konkurrenterne.
|
