|
Bilhistorisk Tidsskrift Februar 1962 side 12 |
||
|
Det endte forøvrigt
gerne med, at råbet Carl lød fra mange munde, når jeg var kommet for langt bort fra Mr. Pollocks biler, og starten forestod. Man kaldte mig ved fornavn. Og det var jo efterhånden rygte- des, at der var kommet en dansker med, på turen. Om aftenen ved 5-6-tiden kørte vi ind i Reading. Politiet stand- sede alle andre trafikanter trods myldretiden, så de mange gamle biler slap let til Centrum, hvor den ene halvdel blev parkeret i hotel Abraham Lincoln's garagekælder, resten lige i nærheden, og samtlige turdeltagere søgte til deres forudbestilte værelser på hotellet. Det var en stor indkvartering på et enkelt hotel. Egentlig skulle jeg have været tilbage til Harrisburg, hvor jeg havde hotelværelse for natten, og hvor jeg havde min bagage. Men jeg ville gerne se lidt mere på bilerne, hvad jeg håbede på at kunne gøre næste morgen. Og navnlig ville jeg gerne slutte mig til selskabet. Desuden var jeg blevet sulten som alle andre. Det ville også være rart at blive vasket - helst at få et bad - allerførst. - Det lykkedes mig virkelig at få et værelse på hotellet. Jeg formodede, at man - eller en del af selskabet - ville dinere samlet.- Det slog også til. Det blev en gallabanket. Da jeg prøvede på at betale for at deltage som turdeltagerne havde gjort det gennem de- res turgebyr, blev det kategorisk afvist. Jeg var selvfølgelig gæst og måtte ikke deltage i betalingen. Der var vel 600-700 personer til stede, alle nu festklædte. De fleste sad i grupper på 8-10 personer omkring runde borde. Langs den ene væg sad der lidt højere en lang række personer på personligt re- serverede pladser og med ansigtet mod salen. Det var bl. a. turens arrangører, bestyrelsen og andre, bl. a. byens borgmester ved siden af klubbens præsident. "The panel" kalder man i Amerika denne art arrange- ment, som jeg var ude for mange andre steder under mit ophold i U.S.A. Allerede ved starten af spisningen begyndte et orkester at larme, - lidt for voldsomt, syntes jeg. Efter at der var spillet nogle stykker, som jeg ikke kendte, men som øjensynlig var meget populære i gæsternes ører, råbte musikdirigenten: "There is a man here from Danmark", hvorpå orkestret spillede den danske nationalsang. Mine bord-naboer puffede til mig: Jeg måtte stå op. Man ville øjensynlig se giraffen. Mægtigt applaus for mig ! 'Men sikken en forskrækkelse.- Lidt efter fik Lars samme be- handling. Der var også en Franskmand til stede (kørende en Remalt 1899). Han hyldedes ligeledes ved sin nationalsang. Da de enkelte U.S.A.-staters nationalsange nu fulgte slag i slag, og deltagerne fra dem måtte på højkant, troede jeg mig efterhånden glemt. Men da man nåede til isen og kaffen, kom en masse mennesker hen og hil- ste på mig, inviterede mig til at køre med dem næste dag o.s.v. Panelets medlemmer blev præsenteret og omtalt en efter en, hvoref- ter andre, siddende nedenfor, fik samme omgang.-Jeg undgik ikke min skæbne. Herefter kendte alle mig. Der blev også uddelt præmier til diverse personer for forskellige former for indsats. |