|
|
|
|
|
Bilhistorisk Tidsskrift Vinteren 1963 side 29 |
||
|
|
| Motoren var en 6-cylindret firetaktsmotor med
boring og slaglængde på 95 x 135 mm, der udviklede 70 HK ved 2200 omdr/min. Ved konstruk- tionen af motoren var der ikke lagt vægt på at opnå mange hestekræf- ter, men at opnå et stort drejningsmoment. Ventilerne var sidestil- lede og topstykket var støbt i eet sammen med motorblokken. I lig- hed med en række andre dyrere vogne fra disse år var der både magnet - og batteritænding og som følge heraf 2 tændrør pr. cylinder. Karbura- toren var af Maybachs egen konstruktion. Det mest usædvanlige for en europæisk kvalitetsvogn i dens prisklasse var transmissionssystemet, der bestod af en kobling bygget sammen med enplanetgearkasse a la Ford T. Når den kombinerede koblings- og gearskiftepedal var i øver- ste stilling, var vognen i direkte gear. Motoren var så kraftig, at dette gear blev brugt under alle normale kørselsforhold og også i bakket terræn, hvor stigningerne ikke oversteg 10%. Startmotoren var så kraftig, at man normalt startede vognen i dette gear, idet start- motoren trak hele vognen af sted, indtil motoren gik i gang, hvor- efter startmotoren automatisk slog fra. Når pedalen blev trådt halvt ned, var gearkassen i frigear, og når pedalen blev trådt i bund, fik man bjerg- eller slæbegearet. Som den første tyske vogn var modellen udstyret med mekaniske 4-hjuls- bremser, og både hånd- og fodbremsen virkede på alle fire hjul. Brem- setromlerne var af letmetal med køleribber og indlagte stålforinger. Affjedringen bestod af halvelliptiske bladfjedre på alle hjul; og for at forstærke chassisrammen var trinbrædderne svejset sammen med denne. Tophastigheden opgaves til 100 km/t. I 1925/26 fremkom 27/120 PS modellen, der i sine grundprincipper byg- gede videre på 22/70 PS modellen, men var forsynet med en større motor samt en række raffinementer såsom servobetjening af kobling, gearkas- se og bremser.
Længdesnit gennem 27/120 PS motoren. |
